Retortvej Blues - inspireret af
af Dan Turell kommer denne vision, juni, 2015:
Før jeg går, vil jeg gerne slentre bygningen en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem CSC
igennem Retortvej
som jeg har gjort så mange gange før
og jeg vil vide det er den sidste gang
og jeg vil vælge min rute med omhu
og jeg vil gå forbi SAS folkene på sydsiden
og gå forbi alle de små solløse vinduer på nordsiden,
alle de nedlagte arbejdspladser
og jeg vil se på alle de tomme borde, de halvt nedrullede gardiner, og de
gulnede tasturer og fedtede skærme
jeg vil se på de knapt udpakkede tv monitorer der ligger i nordvest hjørnet
på anden
og jeg vil mærke lugten i næsen fra lokummer på gangene, af frikadeller og
fisk fra kantinens gryder
og jeg vil rode i reolerne og jeg vil ingenting tage
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder på hylderne for at tage
men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er
og jeg vil se kollegaerne stirre på deres små og store firkantede skærme
og jeg vil høre dem tale til og med hinanden
og jeg vil se kvinderne stirre målløse ind i deres skærme med deres
svulmende barme
og kigge ud når jobbet er færdigt
mens cheferne fiser ud og ind af glasburene i ønsket om at have en smule
privatsfære
og uden for vinduerne vil der køre gravemaskiner i gang med at anlægge
fremtidens jernbane
og det vil støje og støve i vinden
og jeg vil gå igennem gangene i skumringen
jeg vil slentre langs med vest sidens udsigt på 3.
og et sted før horisonten vil jeg kunne se min ungdoms værtshus i den
fjerne Brøndbyøster
og måske Art'i'Kok i Hvidovre
og nyde tanken om en whisky og ikke andet
og så gå videre
jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur på Retortvej
jeg vil sige farvel til min arbejdsplads og til de kollegaer jeg ser
jeg vil se alle de gamle i deres slidte bukser og skjorter
mærket af årenes og dagenes slid og sved
nogen få - med en smøg i hånden, på vej mod rygerskuret dernede
... og jeg vil gå videre rundt og rundt, etage efter etage
jeg vil gå ind i den tomme overvågning en sidste gang, mens mit kort gi'r
mig lov
jeg vil passere det visne neonlys og der vil være lettere sløret
og den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
og den vil skære i hjertet som den altid gør
de sædvanlige kollegaer vil ikke sidde der længere og kode til kundernes
store tilfredshed
men er nu afløst af unge praktikanter og graduates.
der vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner og laptops,
og ligne fortravlede og forjagede folk der venter på deres
forbindelser
til fremtidens arbejdsmarked
og jeg vil stille mig i et hjørne ved cykelstativet og blive
overvældet
og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv og al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund
og meget meget fjern
og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre
ryste Retortvej af mig, som en hund ryster sin våde pels
eller som når man kommer ud af biografen fra en film
jeg vil tænke på jer og den tid der var, fra Engvej og hele vejen til Valby
hvor alle flakser rundt mellem cykler og biler
og igen vil jeg bare stille mig
op ad et stakit
og stå og kysse alle i mit stille sind
da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden
og jeg vil vide, at her et sted, ved denne asfalt, i dette betonhus,
ligger dele af mit liv og mange af mine drømme
ganske som så mange andres liv og drømme
og i morgen kommer rengøringen og fjerner det hele
pakker det sammen og det brænder og rådner
som din madpakke således også du
og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg
som neonlysene tændes på P-pladsen
alting er så flygtigt og forbigående
som éns sidste slentretur i bygningen
og jeg vil gå ned ad Kulbanevej som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil se de er der, men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen ved hvad hedder eller er
og vi går der i tavs samtale
og hen imod Vanløse og vi er væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem jobbets hus er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder Retortvej
Ingen kommentarer:
Send en kommentar