Natchez, Mississippi

Historie.

Dagene går og vi kommer længere mod syd langs Mississippi. Du tror måske Mississippi er en flod og det lærte vi jo også i skolen, men når vi kommer ned omkring grænsen til Louisiana så er bredden på floden så stor, at museet i Vicksburg fortæller om ægtepar der ikke ser hinanden i 2 år fordi den båd, der fragtede folk over floden, blev sænket under under borgerkrigen 1862-65. Idag er den bro der fører os over floden mere end 1,2 km lang. Det er næsten et hav. 

Her er Helle og en gammel knark der meget gerne ville fortælle os om sin tid på de 7 verdens have med at bygge olieborerigge. Han inviterede os hjem til sig på den anden siden af floden i Louisiana, men det nåede vi ikke at tage i mod.








Dette billede er broen over Mississippi ved Natchez som vi sov 2 dage i var sidst i 1800 tallet USAs rigeste by, her foregik det mest extreme overklasse liv man kan tænke sig, de hvide som på det tidspunkt ved hjælp af skat på flodsejlads  på Mississippi og en intensiv slaveudnyttelse hvor sorte uden løn blev brugt til alt lige fra bomuldsplukning, og "almindelige" husslaver hvor de udførte madlavning, rengøring, markarbejde, musikere m.m.  skabte indtægterne, som det blandt andet fortælles i historierne om Huckleberry Finn, North - Syd m.fl. Idag står Antebellum husene (det kalder de husene fra før borgerkrigen), tilbage som den enestående arv fra dengang. Idag er de enten museer eller  mansions ejet af rige. De fleste ejere har ligesom i Danmark svært ved at få råd til at vedligeholde disse meget smukke huse. 

Slaveriet blev formelt afskaffet ved borgerkrigens slutning, men rester af raceadskillelse og ligeret (helt frem til retssager om procedurer ved det igangværende præsidentvalg  i 2012, hvor krav om billedlegitimation anklages for at udelukke fattige sorte fra at stemme) er stadig et spøgelse som USA ikke helt har fået vasket af sig her i syden. Opdelingen er meget tydelig når man som turist går ind på et af de områder hvor blanding ikke er hverdag.

Lidt hvidt.

Vi ville se gospel og spurgte i visitors center i Natchez. De hvide ansatte anede ikke i hvilke af byens 120 (!) kirker (18.000 indb.) det foregår. (Ved nærmere eftertanke: hvor ligger og hvad foregår der i den nærmeste moské derhjemme?). Vi så et opslag samme sted om gratis forevisning af hollywood film optaget i Natchez. Vi tog chancen og så filmen Raintree County fra 1957, med Elizabeth Taylor og Montgomery Clift i 2 timer og 40 minutter plus pause sammen med ca. 100 lokale hvide og 2 sorte. Der var gratis introduktion til filmen, kaffe og kage, chips og sodavand og der skulle også have været diskussion bagefter. Desværre kommer de til at låse den korteste vej til toilettet i pausen, så pausen kom til at vare hele 20 minutter og så var tiden til diskussion desværre væk efter filmen, så den aflyste de. De fleste var tilsyneladende skolelærere (de skulle skrives på en liste fordi det udløste et tilskud på 4$ til kulturhuset), og bibliotekarer fra byen. Igen et næsten lukket - denne gang hvidt - society. I øvrigt en glimrende film til at sætte livet i sydstaterne med slaveriet og under borgerkrigen i perspektiv. Men i form og fortællemåde medtaget af at været lavet for mere end 50 år siden.

Gospel

Lidt sort.

Næste morgen gik vi til gudstjenester i 3 forskellige kirker, før vi fandt en baptist kirke med gospelsang.
Dette billede er fra en af de må kirker hvor "the pastor" havde fri og dagens seance blot var søndagsskole.










I den næste så vi først 2 meget velklædte (søndagstøj hed det i min barndom), sorte herrer i habit og fine hatte der stod udenfor kirken en time før "the service" skulle starte. Vi tog det som tegn på at der ville være gospel til en del af dagens gudstjeneste, og det skal jeg love for vi fik. 2 1/2 time med sang og musik, taler til pastoren der mødte op i hvid habit, måske fordi han fyldte 50 år den næste dag.

Der var en gæste pastor der prædikede i dagens anledning, der var Happy birthday gospel sang foruden flere af de kendte sange, fx. Amazing Graze. Endvidere så vi et meget sindrigt kirkebøsse indsamlings system, hvor alle i dagens menighed ved hjælp af en lang kædegang næsten "tvinges" til at gå gåsegang gennem kirken således at vi alle kommer til at  passere de mange indsamlings spande (8 spande til kirken 8 spande til de fattige i sognet og en fin kurv specielt til pastorens 50 års dag). Undervejs måtte vi indskrive os på gæstelisten og senere under prædiken bød pastoren os to fra Danmark velkommen i kirken og bad os rejse os så alle 400 kunne smile til os som tegn på at vi selvfølgelig var velkomne i deres kirke.

Vi blev så kendte at da vi sad på en restaurant et par timer senere var der folk fra menigheden der hilste venlig på os igen og spurgte om det nu ikke var os der havde været i deres kirke. I kirken var vi ialt 5 hvide. Og det var en vanvittig dejlig oplevelse, et fælleskab som bestemt savnes i de danske kirker jeg fra tid til anden besøger.






Og en oplevelse at høre prædikenen udført af en pastor der øvrigt tidligere havde været DJ, og derfor i bedste James Brown stil fremsagde sine ord. Der var godt nok lidt mange "Praise the Lord in advance", og det ville nok være titlen hvis den skulle udgives. Vi var var næsten høje da vi kom ud.

På p-pladsen fik vi en snak med den lokale sheriffs datter, hun fortalte bl.a. at sheriffer har man kun i landdistrikterne (i byen har man police). sheriffer vælges samtidig med valget af borgmester, og efter hvert valg har sheriffen lov/ret til at fyre alle de gamle medarbejdere og selv ansætte nogle nye efter eget valg. Der er mange ting i det amerikanske demokrati jeg aldrig har hørt om.

Nok om Natchez.

Baton Rouge. 
Efter et par dage kørte vi til Louisianas hovedstad Baton Rouge, som du måske huske fra sangen Me and Bobby McGee. En stor by med over 200.000 indbyggere (800.000 incl.. forstæder)  heraf næsten 200.000 som er re-located fra New Orleans efter orkanen Katarina i 2005. En by vi har lidt svært ved finde hoved og hale i. Bykernen var menneske tom ved første øjekast, og vi talte med et par, som vi trods alt mødte. De forklarede at man "desværre" var kommet til at erstatte næsten alle boliger med kontorer i bymidten og idag var det simpelthen et byudviklingsprojekt igang med henblik på at få nogle mennesker til at bebo byen igen. I USA styrer penge jo som bekendt "næsten" alt på godt og ondt, og er et fortov ikke en god forretning, ja så er der ikke noget fortov, det betyder fx. Midt i Baton Rouge at et nedlagt jernbanespor giver plads til et fortov, ja så lå der blot den rå jord tilbage som de fjernede skinner lå i tilbage. Der var ingen penge til fliser. Mange grunde som var tomme fremstod blot som en betonplads med en bom, og et skilt 5 $ for at parkere. Der er mange tomme grunde og tomme p-pladser. Vi fandt et dejligt Ramada hotel midt i byen tæt på en highway, med pool og stadig sol og over 30° i rigelige mængder. På nettet lykkedes det at finde  adressen på næsten alt om cajun i Louisiana og dermed også en Cajun restaurant i Baton Rouge hvor der ville være cajun musik og en lærer til at guide os i dansetrinene.

Desværre havde danselæreren været der dagen før, men musikken som denne herre spillede på vores aften var det denne sorte accordionspiller  der spillede alene med sin livlige rytmeboks, med basgange, triangel og tamburin tastet ind, og så hedder det Zydeco, eller som vi fik fortalt svamp pop. Der var kun et enkelt par som dansede til musikken, de satte sig senere ned til os efter at have gættet på at vi nok var fra Tyskland, hvor manden i sine unge dage havde arbejdet. De var fra arcadia egnen og vidste alt om cajun. De gav os flere gode tips om steder i Lafayette hvor vi kunne finde Cajun og zydeco musik, så den kommende weekend er snart plottet ind med deres og internettets hjælp.

En spurgte: Hvad koster Amerika: 

Benzin koster 5,70 kr/l  efter at den lige er steget.

Pæne hoteller i byens udkant 420 kr pr. nat, billigere han også findes, men så er de længere væk eller ikke så pæne som vi foretrækker.

Luksus hoteller ligger på fra 700 kr i yderkanten af byen og op til hvad du måtte have råd til.

Maden på restaurant ligger på samme niveau som i Danmark, men menuen her i syden er for det meste supper lækker, masser af fisk og skaldyr, chilli, tex-mex food (som øvrigt er billig og god). Rødt kød er det dyreste og ligger som regel over 150 kr.

Vin er dyrere, øl og vand er noget billigere end derhjemme.

Morgenmad på retaurant med det hele (æg, skinke, kartofler, juice, kafffe, toast) kommer ofte over 75 kr. (Ja vi springer, pandekager, bacon, pølser, vafler m.m. over, ikke på grund af prisen, men vi kan ikke spise mere ved synet af de alt for mange fede amerikanere gør det næsten uappetitteligt af spise det hele). Vi nøjes ofte med hotellets gratis morgen mad, den er også pinlig. Ikke mindst i måden den serveres på. Alt i engangsservice, skumtallerkener, plastik bestik pakket ind i plastik, skumkopper til juice, termopapkrus til kaffe, toastbrød man selv toaster, marmelade i plast, margarinesmør i plast, honning i plast, sirup i plast, jordnøddesmør i plast, vafler man selv laver i vaffeljernet og man selv skal finde ud af at komme dej i (det er i øvrigt svært og sjovt at se når nogle gæster hælder havregrød i vaffeljernet- og det gør de - vi så det 2  gange samme sted). Og så er al maden leveret i en form så dato mærkning indgår, men alle varer kan holde sig til efter den næste krig.

Og er vi heldige er der også et æble eller en banan, desværre bliver mange amerikanerne kleptomaner når de ser noget der er gratis.  Så det er sjældent frugten står fremme. Det kan måske også opleves derhjemme?

Vi må videre fra Baton Rouge til Lafayette og det rigtige Cajun land ved Breaux bridge: Arcadia som de siger down here.