Vi fik yderligere et par dage i Clarksdale, som afgjort var et højdepunkt.
Den sidste nat fik vi på "hotellet" Shack Up Inn, som er endnu en hel beretning for sig værdig. Hvert værelse var bare et gammelt blik skur udefra, indvendig havde en flok foretagsomme blues freaks fået den idé at bygge noget der lignede en gammel shack - men indvendig tilføjede de varmt vand, wc, køkken, aircondition en blues kanal på tv'et, ipod forstærker, køleskab, og så ellers et ordentligt vred bedagede ting, klaver, mundharpe, guitarer til låns, malerier, bøger , blade, kapsler, nummerplader etc. som måske, måske ikke, kunne gøre det ud for interiøret i en gammel blues mands hjem. Alle shacks var forsynet med, den klassiske veranda som vi kender fra myten om blues. Og i fælleshuset fik et ungt hvidt band om aftenen lov til at prøve kæfter med Clarksdales scene. De tabte denne aften, for det lød ikke så godt.
Sengen var blød og vi sov som en drøm.
Oven på sådan et par dage fandt vi i brochuren The Blues Trail, som anviste mere end 5 blues museer og 100 kendte blues steder mellem Memphis og det sydligste af staten Mississippi god grund til fortsat optimisme. Med en sådan guide frygtede vi intet, der måtte være fyldt med blues langs hele Mississippi. Vi kørte derfor til næste by mod syd, Greenville en god time og nu kom vi til et sted hvor alt var gået i stå. Helt i stå. Med 100 grader fahrenheit (37grader C), ja så er det meget forståeligt. Men vi ville jo se blues og det fandt vi ikke her.
Vi endte på en kedelig CaptainD's fiske restaurant og blev da mætte, men ingen musik. Vi måtte tage en dag hvor vi fik set BB King museet i Indianola, ikke nær så stort og fint i forhold til hvor stor en mand han har været for musikken.
Croadsroad mellem 49 og 61 i Clarksdale.
En lokal malers udlægning af legenden.
Krydset mellem Highway 61, og Highway 49, hvor en legende fortæller at Robert Johnson solgte sin sjæl til djævlen for at lære at spille guitar. Han fik skrevet et par magiske sange fx. Crossroads, men døde desværre allerede som 27-årig (ligesom Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison, Curt Cobain m.fl.) og fik kun indspillet 2 sessions. Den første indspillede han i San Antonio hvor vores rejse i øvrigt slutter!). Den var til dels denne legende der dannede basis for vores valgte rejserute. Denne historie er iøvrigt på eventyrlig vis også indlagt i Coen brødrenes film "Oh Brother Where Are Thou" som jeg stærkt vil anbefale. Der er i øvrigt en del andre byer, der med andre legender påberåber sig at være blues musikkens vugge på samme vis.
 |
| En bommuldmark klar til høst. |
Næste dag kørte ad Highway 61, landevejen fra Chicago via Memphis til New Orleans, videre mod syd, Uendelige af marker med bomuld og (majs)corn der er ved at blive høstet og mere sker der ikke.
Vi nåede Vicksburg, en by der ligger med bakker og er en af de "store" byer i den amerikanske borgerkrig , hvor nordstaterne belejrede byen 1863, i 43 dage, med et samlet tab på tæt ved 1000 mand på hver side. Idag er slagmarken på helt overdreven amerikansk maner bevaret som en - jeg var lige ved at skrive helligdom, mindst 1863 mindesmærker i form af gravsten med kobber og messing skulpturer, ørne, obelisker, buster samt en endeløs rækker af inskriptioner. I begyndelsen flest af nordstaternes helte, men i de senere år er der også tilføjet helte fra sydstaterne. Jeg så dog ingen mindesmærker for sorte der havde måttet lade livet, men de første skulle være kommet læste jeg senere. Og til min undren heller ingen kristne symboler. Udover mindesmærker fra borgerkrigen er der også 1000 vis af gravsten for andre amerikanere som er omkommet senere i krigstjeneste det ene eller andet sted. Der er ingen mindesmærker for kvinderne. Ikke en. Hele den amerikanske identitet som nation og som medansvarlig for verdens tilstand er tydelig præget af et helt andet syn på staten og livet. Det er et helt anderledes tankesæt end det som jeg er opdraget med. Det er ikke underligt at landet er endt som krigsførende nation med den identitet og vilje til at slikke sine sår.
I bilen på vej til Greenville spiller radioen, en skøn sang, Call me the Breeze med Lynyrd Skynyrd, der må lige skrues op. Vi ser fly i 10 meters højde over vejen foran os, der sprøjter plantegift på peanuts og soja planter. I de 40 graders varme mødes vi af skilte med teksten, The bridge may ice in cold weather og Buckle up - it's the law. Vi ser kæmpe bomuldsbeholdere overalt, farten er behersket, GPS'en siger 55 miles som max speed, så det sætter jeg cruise control'en på. Radioen flyder over med fed musik og de kendte kommercielle reklamer, men i år der der ind imellem - af forståelige grunde - tilføjet reklamer med henblik på at spise sundere, motionere, mindre fedt m.v. Jo USA er et samfund i stadig forandring. Om de taber sig må fremtiden vise, men de har indtil videre noteret sig at de har et problem. Washington - we got a problem også her i det - efter amerikanske forhold - fattige syd.
Her til morgen kl. elleve forsøger vi at slappe af ved poolen, da det jo er ferie og vi godt vil opholde os lidt udenfor, men det godt nok varmt selv i skyggen.
iPad en fik temperatur overload og gik ud, her er vel godt 40 grader ved poolen, så skulle jeg have skrevet noget sludder, så må det være derfor.
Videre herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar