San Antonio og hjemme igen.

San Antonio

En by godt inde i Texas, vi kørte 425 miles fra La Fayette i Louisiana, forbi millionbyen Houston, før vi var på Days Inn hotellet i San Antonios udkant. Vi tog de sidste 4 dage i San Antonio således at næste stop bliver i flyet til Detroit på fredag hvor turen går hjemad efter 24 dage, faktisk vores længeste ferie i mange år når man tager med vi at startede denne ferie med 4 dage i Tønder.

San Antonio er en rigtig Tex-Mex by. Ikke en by af spansktalende mexikanske indvandrere, næh flest engelsk talende latinoer hvoraf mange er efterkommere af de mexikanere der har boet i området siden amerikanerne i 1836 fik hævnet nederlaget i Alamo som i øvrigt ligger midt i byen. Texas blev 11 år senere indlemmet i USA som stat nr. 28.  

Vi besøgte Alamo, som den dag idag er et  markant monument til USAs selvforståelse, så af med kasketten og ind i the shrine (mindesalen) for de døde fra slaget ved Alamo, hvor en enkelt dansker -  Charles Zanco (1808), fra Randers i Denmark omkom. Han er ”killed in battle, fought at Siege of Bexar, remained in Alamo” som der stod. Han optræder på tavlerne over ofrer. Alamo er stedet hvor Texas (inden deres medlemskab af USA) med blot 200 mand (en anden mand var i øvrigt Davy Crockett) valgte at kæmpe og tabe til mere end 2000 mexikanerne. De satte handling bag udtryk som at kæmpe  for fædrelandet til sidste mand, at dø med ære, at forsvare flaget, at ”never give up” etc. ind i en historisk sammenhæng på linie med Pearl Harbour, Ground Zero i New York, Arlington i Washington og de mange andre kirke gårde hvor USAs mange omkomne soldater og tidligere soldater ligger begravet og stadig æres af deres efterkommere fra senere krige. Jeg fik for meget da jeg så de første børnehaveklasse børn iført orange t-shirts blive kommanderet til absolut ro inden nu de skulle ind i "the shrine".

Amerikanere har ikke glemt deres "Slaget ved Dybbøl" som tror jeg jeg vil kalde det.

Mindesalen her står ikke tilbage for samme typer sale som vi har set ved fx Pearl Harbour, Ground Zero i New York, Vicksburg, og der findes sikkert flere.

Vi kom hurtigt ud derfra og så et halvtomt center i San Antonio, (USA og vesten er krise), vi så et Tower of Americas på 250 meter, samt en meget smuk bykerne der blev kaldt the River Walk. Floden der løber gennem byen var nemlig med stort held blevet gravet ud, og forsynet  med en smuk kajkant. Og med små "barges" (flodpramme), der i bedste Venedig stil sejler rundt fyldt med turister på både guidede ture og  taxi sejlads på kanalerne. På begge bredder var der anlagt en stribe af restauranter både ved vandkanten, og på første sal, uden adgang for biler så vi så faktisk en af de smukkeste bykerner vi har set i USA, Den kunne måle sig med både, San Diego, Cincinatti, Boston, ja og som nævnt også Venedig, selv om alder og størrelse selvfølgelig ikke stod mål med dette store forbillede. Floden var for 100 år siden blot et vandhul, og det vi så var resultatet af en udvikling fra 2. Verdenskrig og frem til idag.

Området uden for San Antonio var bl.a. efter 1872 mål for en større indvandring fra Tyskland. De anlagde bl.a. en by som fik navnet New Braunsfels, i det de kom fra en by med samme navn i Tyskland. På vores alligator tur i sumpen omkring La Fayette mødte vi en engelsk fyr, som fortalte os at det var en uspoleret tysk perle nær San Antonio som vi ikke måtte misse. 

Og det var selvfølgelig helt sandt, foruden en rigtig western saloon ved navn, The Waterhole og 1000 spilleborde TV m.v. så vi en en træ hal ved navn Gruene. Den var blevet til et country/americana mecca for det meste af USAs perlerække af musikere. Den dag vi forbi var der 2 sing a song writere fra Austin som gav en 3 timers koncert. I området omkring hallen var der mange hundrede p-pladser. 

Det viste sig at der i bakkerne lige udenfor omkring floden lå en meget stor tysk inspireret restaurant, med både wurst party, og oktober fest. På en hverdagsaften hvor vi kom forbi var der fuldt hus. På samme måde som i Louisiana var der ikke nogen tysk talende tilbage, men alle bynavne, gadenavne og hotelnavne bar tydeligvis præg af den tyske herkomst. Området er i stor vækst som turist område, med , både riverrafting, fiskeri mm. på programmet.

Sams Burger Joint
Den næste aften fik jeg udset mig SamsBurgerJoint. Først fik en gudeskøn, burger med det helt rigtige mexikanske tilbehør, dernæst en udmærket opvarmningsband, Red Meat fra San Fransisco. 

Vi kunne læse at de havde meget spændende program i den kommende tid, både, Jimmie Ray Vaughan fra Fabulous Thunderbirds. På vores aften var en stor ny repræsentant for det jeg vil kalde bluens fremtid. Han kaldte sit band The Reverend Peyton's Big Damn Band. Et par videoer på youtube dokumenterer deres formåen og idé rigdom. Så det bar med begrundede store forventninger vi mødte op og jeg blev ikke skuffet, Helle var nok mere til vurderingen af det var larm, men vi var enige om at han ikke var uden evner. Han spillede teknisk som jeg tror blues guitarister gjorde inden el-bassen blev opfundet, og har man ingen bas, så man jo spille den selv, og de gjorde han. 

Besætningen bestod derfor af en trommeslager den som  gulvtam, anvendte en gallonplastflaske med rigtige tromme stativben, en kvindelig elektrisk forstærket vaskebrædtspiller spillet med vaskebræt handsker med indbyggede fingerbøls(!) samt ham selv mest på el og resonator guitar, spillet på den måde at tommelfingeren blev brugt til selvstændige basmelodier, og de tre næste fingre til solo og melodispil, og lille fingeren blev brugt til et glasrør til slide, der blev anvendt meget flittigt. Hans spillede lynende hurtigt, grænsende til jappet, med der var styr på det. På et tidspunkt lavede han en demonstration af hvorledes det lyder hvis vi skiller musikken ad, så vi fik Wang Dang Doodle spillet samtidig med Dixie, en country melodi....  Det lød musikalt forfærdelig men viste med stor tydelighed at hans guitarspil ligesom er 100% adskilt fra hans basspil. Det skulle bevise han her spiller vi uden playback, alt er håndspillet.

Den sidste vaffel i ægte Texas style.

Næste morgen, kl. 9 pakkede, og tog på den lange tur hjem fra San Antonio, til Detroit (2,5 time), vente (1 time), Detroit – Amsterdam (7,5 time), vente, (1 time), Amsterdam – København (1,5 time). Og så var vi i København ved 14 tiden lørdag, noget rundt på gulvet i foreløbig 3 dage.

Slut hjemmefra.

Der vil følge et link til nogle, billeder vil følge når vi har fået valgt lidt ud.

Arcadia, St. Martinsville, Breaux Bridge, Eunice og Lafayette.

Sort-hvid.
Et lille mirakel skete. I St. Martinsville var vi til en lokal indsamlingsfest - PEPPERFESTIVAL, hvor et af indslagene var en konkurrence i hurtig spisning af flest stærke chillifrugter. Vi deltog ikke i denne del af festen, men så på scenen 3 forskellige bands spille hver deres udgave af den lokale musik.

Det andet band var 5 sorte zydeco musikere, som spillede et brag af en danse fest og nu så vi for første gang en mindre by hvis befokning var 60/40 sort/hvid holde fest sammen på en måde så man ikke bemærkede at der var nogen opdeling med racer.

Næsten alle grupperinger på pladsen, i boder og på dansegulvet, ja helt ned til de enkelte danse par var ofte af blandet farve. Så nogen steder har man åbenbart fået udjævnet noget dette race skel som jeg nævnte i den forrige mail.  

Og bandet der hed Gena Delefose & French Rockin' Boogie spillede et par timer med den fedeste dansevenlige musik, taget ud af det klassiske zydeco/cajun repertoire med titler som Jolie Blonde, Backdoor man, Evangeline special mv.  krydret med nogle Zydeco udgaver af gamle hits  fx. Sam Cooke og Chuck Berry numre. Virkelig en fed aften. Næsten alle blev budt op til dans. Den lokale måde det foregår på var også en oplevelse:

Hvert par danser kun én dans, alle forlader gulvet, der klappes ikke. Næste 3 minutters nummer starter, nye dansepar dannes, og de dansende er mellem 30 og 70 år og der danses par dans, 2-step, der danses vals, enkelte gange starter en gruppe en linedance som hurtigt følges op med flere deltagere. Undervejs oplever vi at et par flotte sorte fyre danser så meget igennem at man undres. De ville begge kunne vinde de fleste udgaver af vild med dans derhjemme. Her i varmen blev de totalt gennemsvedte og kunne derfor går ud og skifte tøj flere gange i løbet af aftenen. Herligt.

Nyt ord:
Blackfoot indianere. Nyt ord som jeg lærte i går. Det hedder den stamme af indianere, hvoraf en lille gruppe holder til her i Arcadia. Hvis du vil vide mere så er det et helt studie værd du kan starte http://www.blackfoot.org/default.php og så går der hurtigt en aften med surfin' efter ny viden.

Vores fredag aften sluttede af med et mere traditionelt rythm and blues band Travis Matte & The Kingpins der lagde for med en række Chuck Berry og Fats Domino hits som de fleste  kender. Jo det var en dansevenlig aften, som vi forlod ved 22:30 tiden - for.....

Morgenzydeco:
......allerede den næste morgen tog vi til morgenzydeco på Café Des Ami i Breaux Bridge ca. 15 km uden for Lafayette, hvor Joe Hall and the Louisiana Cane Cutters. Vi mødte op 8:30 og da var musikken igang.

Vi fik de sidste pladser, maden var solid cajun breakfast, omelet, med fyld af cheddar, anduille (stærkt krydret pølse) og meget velsmagende grits (tæt på havregrød lavet af majsmel, olie, salt, vand med krydderier), Google-ordbogen siger det oversættes med : grits - og så er man jo ligevidt.

Serveringen var pænt langsom bortset da kaffen kom prompte, og for en gang skyld var vi meget tilfredse med denne langsomhed. Af 2 grunde, 1. vi blev underholdt af det bedste morgen vække orkester jeg til dato har mødt og allerede fra kl. 8:45 var dansegulvet fyldt godt op. - og de dansende blev ved at støde til. 2. på bordet stod der et lille skilt der anmodede de spisende gæster om at forlade siddepladserne ved spise bordene således at de gæster der var kommet til senere og kunne få  lov til at sidde ned og spise. Det blev en uforglemmelig formiddag.

I øvrigt igen et blandet publikum (en del gengangere fra aftenen før) af både sorte og hvide. Ved 12 tiden måtte vi ud og have varmen. Vi går i sommertøj i de 32-34° som her er. Amerikanerne bruger aircondition overalt og den står typisk på 20-21°, der er behageligt for dem i støvler og lange bukser og skjorter med lange ærmer.

Vi fryser når vi er indendøre. Ikke langt fra det sted hvor vi var lå Avery Island en salt ø ude i deltaet hvor Tabasco fabrikken holder til.

Tabasco:
Vi lærte at Tabasco laves på Jack Daniels aflagte fade som efter de er brugt til whisky gøres rene og og så får de 20-80 år mere som lagrings tønder til denne verden mest kendte brand inden for chilisauce.

Chilier plukkes i den farve som chiliplukkeren kan se på sin baton rouge idet baton rouge er navnet på den pind som Tabasco peberplukkerne har med sig på marken til sammenligning med den rette farve som chilllipeberfrugterne skal have når de plukkes, hverken for grønne, orange, lyse røde eller for mørke røde, så hver plante plukkes flere gange. Jo man lærer jo meget.

Der laves en blanding af chilli peberfrugter og salt. Denne lagres i 3 år, hvorefter det hældes over på nye fade og igen lagres i 28 dage mere hvor den blandes med vineddike. Vupti så er Tabascoen klar. Det var ellers et kedeligt fabriksbesøg.

Cajun radio og fransk:
Vi havde læst om Cajun verdenens pendant til countryens Grand Ol' Opry i Nashville (med plads til 4500 tilskuere, vi var der i 2006) som sender country radio hver dag. Cajun verdenens hedder Liberty Theater og ligger i byen Eunice ca. 30 miles på den anden side af Lafayette. Teatret havde plads til 480 i gulv plan, plus en aflukket balkon og sender en gang om ugen i 1 1/2 time, og der foregår lørdag kl. 18:00. Tidsmæssigt passede det igen fint så vi kørte afsted og var fremme tids nok til at sikre os en billet 1  1/2 time før show start. Vente tiden fordrev vi i en lokal kaffe bar hvor en ældre repræsentant for de snart udrydde fransktalende Louisianna folk forklarede os om sproget i regionen. Spændende fortælling om at Teodor Rosevelt der som præsident blandt andet i 1907 sagde:

..We have room for but one language here, and that is the English language...,

og det betød fortalte han at hans forældre som selv var fransk talende fik forbud mod at tale fransk med egne børn hjemme og det blev straffet og påtalt i det offentlige rum fx. i skolen hvis forældre talte fransk til egne børn. Stort set alle i Louisianna begræder denne udvikling idag, og helt sikkert er det at de franske tekster til Cajun musikken næppe kommer fra efterkommere af folket i Louisiana idet der reelt ikke er nogen unge der taler fransk og har fransk som modersmål længere. Redningen kommer - for der er en redning - helt fra Canada hvor den franske minoritet især i øst Canada stadig er i live. De har i de senere år adapteret en god del af Cajun musik kulturen så alt håb er ikke helt ude.

Vi har måske samme problemstilling, som den Roosevelt stod med, derhjemme når 2 generations indvandere ikke er tilpasset hurtigt nok til den danske kultur og så kommer borgerlige politikere frem med sprogkortet, og der er,  som det ses her, et tveægget svært at slås med.


Nå, forestillingen skulle igang så vi forlod cafeen og gik over i teatret på den anden side af gaden.

Og jeg må indrømme at ordene cajun musikkens Grand Ol' Opry lød lidt hule da vi så fremmødet og opstillingen i salen. Vi var 50-80 mennesker, salen var pæn, værten en dygtig  ekspert i cajun, han talte både engelsk og fransk, gæsterne fik lov til at danse på det meget skæve teatergulv. De var hvide mellem 40 og 90 år, mest i den ældre ende, de to bands var nu dygtige nok, og alligevel vil jeg mene rutinerede og dygtige amatører dækkede bedre deres niveau end professionelle.

Den ene musiker var barnebarn af radioværten, flere af de andre gamle venner med værten. Mikrofonerne virkede kun for enkelte musikere, så hvad de har hørt i Radion ude i de små hjem, det må guderne vide. Radioshowet kørte nu fint i salen, og vi var ligesom gæster i en meget støvet klub.

Søndag eftermiddagsdans og foto.
Næste dag skulle vi til eftermiddags Zydeco danse bal på Whiskye Rriver i byen Henderson. Det var samme band som  fredags.

For 3. dag i træk til zydeco danse bal og faktisk var der flere med os,  som deltog i alle. 3 dansefester. Dennegang startede vi kl. 16 og i  samme sekund var dansegulvet igen fyldt. Stemning var god og mange lokale kan på et split sekund se på os at her står to turister, og alene synet af vores sko eller måske kamera er nok til at vi skiller os rigeligt ud.

Mange er søde og henvender sig til os og hver gang er der et dejligt udbytte af den dialog der startes op, ihvert fald fra vores side. De er alle glade for og stolte over deres lille skat i dette musiske og dansemæssige fællesskab. Og stemningen er høj. På væggen kan man man læse at bladet Photography i 2007 valgte netop denne bar som verdens bedste ( måske mest til FOTO optagelser). Og lyden var jo vores grund til at rejse, men når man kigger rundt så forstår man jo hvorfor.

Billedsiden er ligeså bevægende for fotografer. Her er jo helt unikt.

Alene skiltet Whiskey River skabt af juletræskæder er jo et studie værd, læg så til de 200-300 dansende og svedende gæster, en del er tatoverede, andre med motorcykelrygmærker, atter andre i de fineste dansestøvler, storskjorter for ikke at tale om en del ældre dansere både mænd og kvinder med udstråling som ikke er langt fra de typer vi så i Buena Vista Social Club.

For ikke at nævne de 200 pickups der holder udenfor, eller det skur det foregår i som er jo et billede værd og jeg kunne blive ved. Propeller der kan driver et mindre fly står i hjørnet for bringe temperaturen ned fra de 33° udenfor til 23° indenfor er jo også et fotoskud værd og udenfor serveres pølser fra grillen mens spiritus omhældes fra store flasker til mindre flasker ude ved bilerne. Jeg havde desværre ikke nogen god foto dag, kan du desværre se på resultaterne.

Jo, hver fest har en masse underfester igang i kulissen. Denne dag er igen noget helt unikt. Det varer i 4 timer, bandet holder ikke en eneste pause, så Springsteen, gå hjem. The hardest Working man i showbizz han findes nok slet ikke der hvor du har din gang, selvom du også gør en god indsats.

På vejen hjem fik vi en god gang creole food, med grillede rejser, anadouille pølse og stærk krydrede ris.

Idag tog vi den lange køretur fra Lafayette, hvor de for første gang lover heldagsregn, til San Antonio. Så nu er vi i Texas.

Mitt Romney bliver ikke præsident.
Og idag har set og hørt en del til dagens nyhed herovre om Mitt Romney, der næppe bliver USAs næste præsident efter gårsdagens video fra et møde med hans fundraiservenner. Han bliver med god grund hængt ud som en virkelighedsfjern tosse uden kendskab til forholdene som de almindelige amerikanere lever under. De borgerlige aviser beder ham ligefrem stoppe sin kampagne så pinlig er han. Hør eller se selv videoen her,http://www.dailykos.com/story/2012/09/18/1133450/-Full-Mitt-Romney-video-released, man tror det er løgn at en præsident kandidat kan være så dum.

Videre herfra.
Helle & Torben

Natchez, Mississippi

Historie.

Dagene går og vi kommer længere mod syd langs Mississippi. Du tror måske Mississippi er en flod og det lærte vi jo også i skolen, men når vi kommer ned omkring grænsen til Louisiana så er bredden på floden så stor, at museet i Vicksburg fortæller om ægtepar der ikke ser hinanden i 2 år fordi den båd, der fragtede folk over floden, blev sænket under under borgerkrigen 1862-65. Idag er den bro der fører os over floden mere end 1,2 km lang. Det er næsten et hav. 

Her er Helle og en gammel knark der meget gerne ville fortælle os om sin tid på de 7 verdens have med at bygge olieborerigge. Han inviterede os hjem til sig på den anden siden af floden i Louisiana, men det nåede vi ikke at tage i mod.








Dette billede er broen over Mississippi ved Natchez som vi sov 2 dage i var sidst i 1800 tallet USAs rigeste by, her foregik det mest extreme overklasse liv man kan tænke sig, de hvide som på det tidspunkt ved hjælp af skat på flodsejlads  på Mississippi og en intensiv slaveudnyttelse hvor sorte uden løn blev brugt til alt lige fra bomuldsplukning, og "almindelige" husslaver hvor de udførte madlavning, rengøring, markarbejde, musikere m.m.  skabte indtægterne, som det blandt andet fortælles i historierne om Huckleberry Finn, North - Syd m.fl. Idag står Antebellum husene (det kalder de husene fra før borgerkrigen), tilbage som den enestående arv fra dengang. Idag er de enten museer eller  mansions ejet af rige. De fleste ejere har ligesom i Danmark svært ved at få råd til at vedligeholde disse meget smukke huse. 

Slaveriet blev formelt afskaffet ved borgerkrigens slutning, men rester af raceadskillelse og ligeret (helt frem til retssager om procedurer ved det igangværende præsidentvalg  i 2012, hvor krav om billedlegitimation anklages for at udelukke fattige sorte fra at stemme) er stadig et spøgelse som USA ikke helt har fået vasket af sig her i syden. Opdelingen er meget tydelig når man som turist går ind på et af de områder hvor blanding ikke er hverdag.

Lidt hvidt.

Vi ville se gospel og spurgte i visitors center i Natchez. De hvide ansatte anede ikke i hvilke af byens 120 (!) kirker (18.000 indb.) det foregår. (Ved nærmere eftertanke: hvor ligger og hvad foregår der i den nærmeste moské derhjemme?). Vi så et opslag samme sted om gratis forevisning af hollywood film optaget i Natchez. Vi tog chancen og så filmen Raintree County fra 1957, med Elizabeth Taylor og Montgomery Clift i 2 timer og 40 minutter plus pause sammen med ca. 100 lokale hvide og 2 sorte. Der var gratis introduktion til filmen, kaffe og kage, chips og sodavand og der skulle også have været diskussion bagefter. Desværre kommer de til at låse den korteste vej til toilettet i pausen, så pausen kom til at vare hele 20 minutter og så var tiden til diskussion desværre væk efter filmen, så den aflyste de. De fleste var tilsyneladende skolelærere (de skulle skrives på en liste fordi det udløste et tilskud på 4$ til kulturhuset), og bibliotekarer fra byen. Igen et næsten lukket - denne gang hvidt - society. I øvrigt en glimrende film til at sætte livet i sydstaterne med slaveriet og under borgerkrigen i perspektiv. Men i form og fortællemåde medtaget af at været lavet for mere end 50 år siden.

Gospel

Lidt sort.

Næste morgen gik vi til gudstjenester i 3 forskellige kirker, før vi fandt en baptist kirke med gospelsang.
Dette billede er fra en af de må kirker hvor "the pastor" havde fri og dagens seance blot var søndagsskole.










I den næste så vi først 2 meget velklædte (søndagstøj hed det i min barndom), sorte herrer i habit og fine hatte der stod udenfor kirken en time før "the service" skulle starte. Vi tog det som tegn på at der ville være gospel til en del af dagens gudstjeneste, og det skal jeg love for vi fik. 2 1/2 time med sang og musik, taler til pastoren der mødte op i hvid habit, måske fordi han fyldte 50 år den næste dag.

Der var en gæste pastor der prædikede i dagens anledning, der var Happy birthday gospel sang foruden flere af de kendte sange, fx. Amazing Graze. Endvidere så vi et meget sindrigt kirkebøsse indsamlings system, hvor alle i dagens menighed ved hjælp af en lang kædegang næsten "tvinges" til at gå gåsegang gennem kirken således at vi alle kommer til at  passere de mange indsamlings spande (8 spande til kirken 8 spande til de fattige i sognet og en fin kurv specielt til pastorens 50 års dag). Undervejs måtte vi indskrive os på gæstelisten og senere under prædiken bød pastoren os to fra Danmark velkommen i kirken og bad os rejse os så alle 400 kunne smile til os som tegn på at vi selvfølgelig var velkomne i deres kirke.

Vi blev så kendte at da vi sad på en restaurant et par timer senere var der folk fra menigheden der hilste venlig på os igen og spurgte om det nu ikke var os der havde været i deres kirke. I kirken var vi ialt 5 hvide. Og det var en vanvittig dejlig oplevelse, et fælleskab som bestemt savnes i de danske kirker jeg fra tid til anden besøger.






Og en oplevelse at høre prædikenen udført af en pastor der øvrigt tidligere havde været DJ, og derfor i bedste James Brown stil fremsagde sine ord. Der var godt nok lidt mange "Praise the Lord in advance", og det ville nok være titlen hvis den skulle udgives. Vi var var næsten høje da vi kom ud.

På p-pladsen fik vi en snak med den lokale sheriffs datter, hun fortalte bl.a. at sheriffer har man kun i landdistrikterne (i byen har man police). sheriffer vælges samtidig med valget af borgmester, og efter hvert valg har sheriffen lov/ret til at fyre alle de gamle medarbejdere og selv ansætte nogle nye efter eget valg. Der er mange ting i det amerikanske demokrati jeg aldrig har hørt om.

Nok om Natchez.

Baton Rouge. 
Efter et par dage kørte vi til Louisianas hovedstad Baton Rouge, som du måske huske fra sangen Me and Bobby McGee. En stor by med over 200.000 indbyggere (800.000 incl.. forstæder)  heraf næsten 200.000 som er re-located fra New Orleans efter orkanen Katarina i 2005. En by vi har lidt svært ved finde hoved og hale i. Bykernen var menneske tom ved første øjekast, og vi talte med et par, som vi trods alt mødte. De forklarede at man "desværre" var kommet til at erstatte næsten alle boliger med kontorer i bymidten og idag var det simpelthen et byudviklingsprojekt igang med henblik på at få nogle mennesker til at bebo byen igen. I USA styrer penge jo som bekendt "næsten" alt på godt og ondt, og er et fortov ikke en god forretning, ja så er der ikke noget fortov, det betyder fx. Midt i Baton Rouge at et nedlagt jernbanespor giver plads til et fortov, ja så lå der blot den rå jord tilbage som de fjernede skinner lå i tilbage. Der var ingen penge til fliser. Mange grunde som var tomme fremstod blot som en betonplads med en bom, og et skilt 5 $ for at parkere. Der er mange tomme grunde og tomme p-pladser. Vi fandt et dejligt Ramada hotel midt i byen tæt på en highway, med pool og stadig sol og over 30° i rigelige mængder. På nettet lykkedes det at finde  adressen på næsten alt om cajun i Louisiana og dermed også en Cajun restaurant i Baton Rouge hvor der ville være cajun musik og en lærer til at guide os i dansetrinene.

Desværre havde danselæreren været der dagen før, men musikken som denne herre spillede på vores aften var det denne sorte accordionspiller  der spillede alene med sin livlige rytmeboks, med basgange, triangel og tamburin tastet ind, og så hedder det Zydeco, eller som vi fik fortalt svamp pop. Der var kun et enkelt par som dansede til musikken, de satte sig senere ned til os efter at have gættet på at vi nok var fra Tyskland, hvor manden i sine unge dage havde arbejdet. De var fra arcadia egnen og vidste alt om cajun. De gav os flere gode tips om steder i Lafayette hvor vi kunne finde Cajun og zydeco musik, så den kommende weekend er snart plottet ind med deres og internettets hjælp.

En spurgte: Hvad koster Amerika: 

Benzin koster 5,70 kr/l  efter at den lige er steget.

Pæne hoteller i byens udkant 420 kr pr. nat, billigere han også findes, men så er de længere væk eller ikke så pæne som vi foretrækker.

Luksus hoteller ligger på fra 700 kr i yderkanten af byen og op til hvad du måtte have råd til.

Maden på restaurant ligger på samme niveau som i Danmark, men menuen her i syden er for det meste supper lækker, masser af fisk og skaldyr, chilli, tex-mex food (som øvrigt er billig og god). Rødt kød er det dyreste og ligger som regel over 150 kr.

Vin er dyrere, øl og vand er noget billigere end derhjemme.

Morgenmad på retaurant med det hele (æg, skinke, kartofler, juice, kafffe, toast) kommer ofte over 75 kr. (Ja vi springer, pandekager, bacon, pølser, vafler m.m. over, ikke på grund af prisen, men vi kan ikke spise mere ved synet af de alt for mange fede amerikanere gør det næsten uappetitteligt af spise det hele). Vi nøjes ofte med hotellets gratis morgen mad, den er også pinlig. Ikke mindst i måden den serveres på. Alt i engangsservice, skumtallerkener, plastik bestik pakket ind i plastik, skumkopper til juice, termopapkrus til kaffe, toastbrød man selv toaster, marmelade i plast, margarinesmør i plast, honning i plast, sirup i plast, jordnøddesmør i plast, vafler man selv laver i vaffeljernet og man selv skal finde ud af at komme dej i (det er i øvrigt svært og sjovt at se når nogle gæster hælder havregrød i vaffeljernet- og det gør de - vi så det 2  gange samme sted). Og så er al maden leveret i en form så dato mærkning indgår, men alle varer kan holde sig til efter den næste krig.

Og er vi heldige er der også et æble eller en banan, desværre bliver mange amerikanerne kleptomaner når de ser noget der er gratis.  Så det er sjældent frugten står fremme. Det kan måske også opleves derhjemme?

Vi må videre fra Baton Rouge til Lafayette og det rigtige Cajun land ved Breaux bridge: Arcadia som de siger down here.