San Antonio
En by godt inde i Texas, vi kørte 425 miles fra La Fayette i Louisiana, forbi millionbyen Houston, før vi var på Days Inn hotellet i San Antonios udkant. Vi tog de sidste 4 dage i San Antonio således at næste stop bliver i flyet til Detroit på fredag hvor turen går hjemad efter 24 dage, faktisk vores længeste ferie i mange år når man tager med vi at startede denne ferie med 4 dage i Tønder.
San Antonio er en rigtig Tex-Mex by. Ikke en by af spansktalende mexikanske indvandrere, næh flest engelsk talende latinoer hvoraf mange er efterkommere af de mexikanere der har boet i området siden amerikanerne i 1836 fik hævnet nederlaget i Alamo som i øvrigt ligger midt i byen. Texas blev 11 år senere indlemmet i USA som stat nr. 28.
Vi besøgte Alamo, som den dag idag er et markant monument til USAs selvforståelse, så af med kasketten og ind i the shrine (mindesalen) for de døde fra slaget ved Alamo, hvor en enkelt dansker - Charles Zanco (1808), fra Randers i Denmark omkom. Han er ”killed in battle, fought at Siege of Bexar, remained in Alamo” som der stod. Han optræder på tavlerne over ofrer. Alamo er stedet hvor Texas (inden deres medlemskab af USA) med blot 200 mand (en anden mand var i øvrigt Davy Crockett) valgte at kæmpe og tabe til mere end 2000 mexikanerne. De satte handling bag udtryk som at kæmpe for fædrelandet til sidste mand, at dø med ære, at forsvare flaget, at ”never give up” etc. ind i en historisk sammenhæng på linie med Pearl Harbour, Ground Zero i New York, Arlington i Washington og de mange andre kirke gårde hvor USAs mange omkomne soldater og tidligere soldater ligger begravet og stadig æres af deres efterkommere fra senere krige. Jeg fik for meget da jeg så de første børnehaveklasse børn iført orange t-shirts blive kommanderet til absolut ro inden nu de skulle ind i "the shrine".
Amerikanere har ikke glemt deres "Slaget ved Dybbøl" som tror jeg jeg vil kalde det.
Mindesalen her står ikke tilbage for samme typer sale som vi har set ved fx Pearl Harbour, Ground Zero i New York, Vicksburg, og der findes sikkert flere.
Vi kom hurtigt ud derfra og så et halvtomt center i San Antonio, (USA og vesten er krise), vi så et Tower of Americas på 250 meter, samt en meget smuk bykerne der blev kaldt the River Walk. Floden der løber gennem byen var nemlig med stort held blevet gravet ud, og forsynet med en smuk kajkant. Og med små "barges" (flodpramme), der i bedste Venedig stil sejler rundt fyldt med turister på både guidede ture og taxi sejlads på kanalerne. På begge bredder var der anlagt en stribe af restauranter både ved vandkanten, og på første sal, uden adgang for biler så vi så faktisk en af de smukkeste bykerner vi har set i USA, Den kunne måle sig med både, San Diego, Cincinatti, Boston, ja og som nævnt også Venedig, selv om alder og størrelse selvfølgelig ikke stod mål med dette store forbillede. Floden var for 100 år siden blot et vandhul, og det vi så var resultatet af en udvikling fra 2. Verdenskrig og frem til idag.
Området uden for San Antonio var bl.a. efter 1872 mål for en større indvandring fra Tyskland. De anlagde bl.a. en by som fik navnet New Braunsfels, i det de kom fra en by med samme navn i Tyskland. På vores alligator tur i sumpen omkring La Fayette mødte vi en engelsk fyr, som fortalte os at det var en uspoleret tysk perle nær San Antonio som vi ikke måtte misse.
Og det var selvfølgelig helt sandt, foruden en rigtig western saloon ved navn, The Waterhole og 1000 spilleborde TV m.v. så vi en en træ hal ved navn Gruene. Den var blevet til et country/americana mecca for det meste af USAs perlerække af musikere. Den dag vi forbi var der 2 sing a song writere fra Austin som gav en 3 timers koncert. I området omkring hallen var der mange hundrede p-pladser.
Det viste sig at der i bakkerne lige udenfor omkring floden lå en meget stor tysk inspireret restaurant, med både wurst party, og oktober fest. På en hverdagsaften hvor vi kom forbi var der fuldt hus. På samme måde som i Louisiana var der ikke nogen tysk talende tilbage, men alle bynavne, gadenavne og hotelnavne bar tydeligvis præg af den tyske herkomst. Området er i stor vækst som turist område, med , både riverrafting, fiskeri mm. på programmet.
Sams Burger Joint
Den næste aften fik jeg udset mig SamsBurgerJoint. Først fik en gudeskøn, burger med det helt rigtige mexikanske tilbehør, dernæst en udmærket opvarmningsband, Red Meat fra San Fransisco.
Vi kunne læse at de havde meget spændende program i den kommende tid, både, Jimmie Ray Vaughan fra Fabulous Thunderbirds. På vores aften var en stor ny repræsentant for det jeg vil kalde bluens fremtid. Han kaldte sit band The Reverend Peyton's Big Damn Band. Et par videoer på youtube dokumenterer deres formåen og idé rigdom. Så det bar med begrundede store forventninger vi mødte op og jeg blev ikke skuffet, Helle var nok mere til vurderingen af det var larm, men vi var enige om at han ikke var uden evner. Han spillede teknisk som jeg tror blues guitarister gjorde inden el-bassen blev opfundet, og har man ingen bas, så man jo spille den selv, og de gjorde han.
Besætningen bestod derfor af en trommeslager den som gulvtam, anvendte en gallonplastflaske med rigtige tromme stativben, en kvindelig elektrisk forstærket vaskebrædtspiller spillet med vaskebræt handsker med indbyggede fingerbøls(!) samt ham selv mest på el og resonator guitar, spillet på den måde at tommelfingeren blev brugt til selvstændige basmelodier, og de tre næste fingre til solo og melodispil, og lille fingeren blev brugt til et glasrør til slide, der blev anvendt meget flittigt. Hans spillede lynende hurtigt, grænsende til jappet, med der var styr på det. På et tidspunkt lavede han en demonstration af hvorledes det lyder hvis vi skiller musikken ad, så vi fik Wang Dang Doodle spillet samtidig med Dixie, en country melodi.... Det lød musikalt forfærdelig men viste med stor tydelighed at hans guitarspil ligesom er 100% adskilt fra hans basspil. Det skulle bevise han her spiller vi uden playback, alt er håndspillet.
Den sidste vaffel i ægte Texas style.
Næste morgen, kl. 9 pakkede, og tog på den lange tur hjem fra San Antonio, til Detroit (2,5 time), vente (1 time), Detroit – Amsterdam (7,5 time), vente, (1 time), Amsterdam – København (1,5 time). Og så var vi i København ved 14 tiden lørdag, noget rundt på gulvet i foreløbig 3 dage.
Slut hjemmefra.
Der vil følge et link til nogle, billeder vil følge når vi har fået valgt lidt ud.
