Hayseed Dixie, et sjovt bud på bluegrass baseret på AD/DC melodier. De har gennem årene tilføjet en række andre kompositioner, fx. Bohemian Rapsody flettet sammen med et utal af andre "pop"numre, men tiden er dog ved at overhale ideen, og på Tønder er det at kunne spille bluegrass, hurtigt ikke helt nok, til at få publikum op på tæerne. Det var sjovt og også meget ekvilibristisk, men der var ikke mange der lo. Og den store friluftsscene den kræver sin mand, dette band har rutinen, men fik ikke fanget publikum rigtigt ind. De var langt bedre på Roskilde eller Loppen i København, hvor de fleste overgav til et orkester der badede i succes og sved for nogle år siden.
Folkrockens grand old man, Richard Thompson kom alene til Tønder og det er vel ok, men alene (gen)skaber han blot respekt om sin musik og sine færdigheder på guitaren. Havde han nu haft det band med, der matcher ham, som han også turnerer med i 2015 i det øvrige Europa, så kunne han måske have bevist at han trods sine lange erfaring ikke er helt færdig. Alene kunne han ikke løfte stemningen i Telt 1 meget op. Desværre.
Amerikanske Sturgill Simpson er på plade en fin moderne country sanger, der lydmæsigt står præcis i nutiden med en lyd baseret på det sted, hvor den moderne country er i 2015. På scenen på Tønder havde han valgt at trykke den noget hårdere af, end pladerne lægger op til. Det var nærmest rock af det tunge slags, men afgjort et godt bud tpå den næste generation af sangskrivere efter Bob Dylan, Dwight Yokam og Steve Earle, uden dog på nogen måde at nå disse kæmpers niveau. Men en fin koncert.
Folkeklubben forsøgte for 3. år i træk at holde
pladsen som danmarks næste bud på en nutidig lyd og performance, men her kniber det meget med fornyelsen og hvis der ikke sker noget drastisk er det svært at se dem, som et alvorligt bud på Tønder festivalens fremtid. Tomme buldrende paroler, der lyder næsten som de foregående år. Vågn op!
4 billeder med musikere og folkedans med La Bottine Souriante, en enegi eksplosion der bjergtog de fleste. Ikke riverdance, men noget ligeså energifyldt og smittende. Et skønt ensemble.
En gammel kending fra Vendsyssel er og bliver Niels Hausgaard. Han er altid velkommen og aktuel med bid og vid.
Måske ikke folkemusikkens fremtid i Tønder i musikkens skønne og æstetiske forstand, men et fint bevis på at der løber mange forskelligartede talenter og tanker rundt i hovederne på folkemusikkens musikere. Han har jo nærmest udviklet sin egen "sit down" humor med musik til. Tak for det.
Fra nordenfjords kom også Jonah Blacksmith, to skønne brødre Simon og her ovenfor Thomas Alstrup og deres musikalske venner til venstre. En eksplosion, som i den grad viste at P4 scenen, kan være for "lille" til et dansk debut (?) band. De væltede teltet på bedste vis denne aften, med deres temmelig rockede bud på rootsmusik. 6 ******
Hot Seats spiller old school bluegrass så der ikke er et øje tørt. Usandsynlig smukt udført bluegrass i den traditionelle gamle stil. Big Love.
Wailin' Jennys englesang igen.
Jeg så dem denne gang placeret på den store friluftscene hvor Tønder festivalen har sine problemer med at finde kunstnere, der magter at spille ud i det åbne rum med alt, alt for få tilskuere på asfalten og græsset længere tilbage. Musikken er god nok, men scenevalget er helt forkert og bandet falder trods stort talent og gode hensigter helt til jorden. Bandet spillede en eftermiddags koncert dagen før, som jeg ikke nåede at se, jeg antager at det gik bedre i telt 2.
King James and the Special men i rød kedeldragt, et godt bud på showman blues i den lidt hårde Chicago stil, fuld gas og tryk på hornene, og så var vi igang. Egne numre det meste af vejen, med et tydelig snert af deres forbilleder. Et skønt partyband, der bare ville fest, og det blev der i det store af spejlteltene.
Wood brothers et nærmest funk band i den lidt hårdere stil end Tønder ellers byder på fra den store friluftscene. Deres musik stil og udtryk passede fint til scenen, men desværre fandt højest et par tusinde Tøndergæster søndag eftermiddag frem foran scenen. Og det kan ikke løfte noget band op, så det reelt bliver andet en tom bulder og brag. Ærgerligt, både for bandet og for festivalen. Det gælder også Wood brothers at de spillede en koncert mere i telt 2 sent lørdag. Og man ville nok gøre både Tønder festivalen og publikum en tjeneste ved at samle de enkelte bands udtryk i en enkelt koncert, hvor kunsternes udtryk og scenens størrelse er i overensstemmelse, frem for kvantitet som i dette tilfælde ved at få 2 koncerter for ens pris, hvoraf den ene virkelig virker fejlplaceret. Man vælger jo heller ikke den samme ret to gange på to forskellige pladser, når man en weekend er ude at spise.
Årets clou skulle have været John Prine til afslutnings koncerten sent søndag, og han skuffede ikke.
En legende i sit livs efterår, der trods en del problemer med helbredet, netop nu er tilbage igen med en god del af af stemmen intakt, hans guitarspil flød også fint og hans lille band fulgte også fint med: For mig at se manglede de en stabil rytme fx. i form af en afstemt diskret trommeslager. Bandet spillede et fint og nænsomt sammenspil, ligesom de supplerede med gode korstemmer og soli her og der. Det var dog et stort problem at bandet blev flere gange (i lighed med Chieftains i 2014) blev forstyrret af voldsomme tromme og basudladninger fra en samtidig koncert fra et nærliggende telt, hvilket selvfølgelig er helt uacceptabelt når mere end 2000 mennesker sidder mussestille for at nyde den stille troubadur, som årets hovednavn jo også var. Det var tarvelig planlægning.
Personligt synes jeg ikke John Prine skuffede, men jeg synes Tønder festivalen skuffede.
Tak for i år.
