Så går turen til Nepal.
14. Oktober 2015Ankomsten
Landede stille i Kathmandu lufthavn tidligt i morges. Ventede i 1 time og 5 minutter på kufferten.
Så var vi klar. Kom ud af lufthavnen, vores nepalesiske ven Navaraj var ikke i lufthavnen, som forventet for at modtage os. Der var et kaos af taxi chauffører der ville køre os til byen, ikke for 25-35 kr som vanligt, men for 100-150 kr. Der er benzin mangel i byen, på grund af protester fra indiske interessegrupper, mod den nye nepalesiske forfatning. Der er begrænset adgang til gas, og derfor dyrere transport. Mange restauranter er lukket på grund af manglende gas til køkkenet. Flere hundrede biler holder i kø I timevis ved benzin tankene. Vores vært havde holdt i fire timer i går forgæves for at tanke benzin til sin bil. Vi kører til byen i en taxa vi prajer sammen med en anden turist til vores lidt lille snuskede hotel Holy Lodge for 70 kr.
Kl. er 7 morgen værelset er ikke klart. Vi får lov at låne 2 ubrugte senge i et netop forladt 4 sengsværelse, med fyldte askebægere, hvor vi kan kompensere lidt for tidsforskellen på 3 timer og 45 minutter. Jeg sover efter få minutter som en sten i 3 timer.
Kl. 11 vækkes jeg af et vækkeur, vi er allerede en time for sent til vores møde med Navajj, tidsforskellen på de 3 3/4 time er registreret forkert på mit armbåndsur der skulle vække mig. Jeg er 100% forvirret. Går på toilettet får børstet tænder og lidt vand i hovedet. Møder snart efter Ole og Navaraj i foyen. Vi får en snak om hvad vi skal have ordnet. Foto til en vandretilladelse først, så en gå tur på en times tid, gennem den jordskælvsramte by,til turistministeriet, hvor vi får den udfærdiget, til fods gennem byens heftige liv, vi ser alt fra æres soldater træne march til de kommende dages fest, og 1000 vis af småhandlende med alskens shit af billige sager overalt, plastiksko, kurve, træarbejder, kinesiske syntetiske tekstiler etc.
I byen ser vi de fyldte gader og holder forsigtigt på vores lommer. Det er en livlig by.
Hjemme på hotellet møder vi vores første bærer fra Langtang, Purphu en ung far til en søn på 9, arbejdsløs, analfabet fra et af landets hårdest jordskælvsramte områder. Ole har i solidaritet - på individuelt plan - valgt at støtte Purphus søn med penge til skolegang sådan en helt - mand til mand - ulandsbistand. Det giver personlig kontakt og direkte afregning ved hjertet, der hvor man ser svaret på spørgsmålet: Nytter det noget? men det kræver også mod og vilje til at hjælpe. Ole har financieret Purphus rejse til Katmandu med fly og lovet at ansætte ham som bærer de næste 10 dage. Purphu taler basis engelsk og Napali som er det fælles nepalesiske sprog på nogenlunde samme niveau. Men han er analfabet i begge sprog. Han taler også det lokale Langtang sprog som han er vokset op med hjemme i familien. Vi erfarer at han er fremmed i Katmandu, han kan ikke læse kort, og kan ikke selv finde vej til det sted i den anden ende af byen hvor hans tøj ligger. Så Ole må afsætte tid og taxa penge for sammen med ham at få hentet hans ting således at han kan være klar på vores hotel i morgen tidlig kl. seks, når vi skal afsted til lufthavnen. Han har sin fætter med som en slags rådgiver Fætterens første interesse er at få Ole til at tegne en forsikring for vores bærer til 100 kroner plus at sikre at vi betaler Purphu ordentligt. Purphu fortæller at hans familien er hårdt ramt af jordskælvet, deres hus er helt væk, de bor i et telt af presseninger. Og har et lille stykke jord, som han dyrker for at få noget at spise. Han har aldrig haft et arbejde, bortset fra at være bærer nogle få uger om året ude i Langtang, og en periode som hjælper i et thehus hjemme Langtang, hvor han har lært sit basale engelsk og lidt lægge sammen og tælle matematik.
Han er pæn i tøjet og meget velopdragen. Han ejer en gammel Nokia telefon som han kigger på hele tiden. Ikke en smartphone. Men den virker til at modtage SMS'er, Men den ringer aldrig.
Jeg går i byen og køber, højdesyge tabletter til et par kr stykket i, København koster de 11 kr stykket. Køber vand, toiletpapir mm.
Undervejs taler jeg med en anden af Oles venner, en handlende i trekking udstyr som fortæller frygtelige ting om jordskælvet der ikke vil forlade min hjerne.
Det skælvede kl. 12 bare i nogle minutter, han bor 75 km uden for Katmandu, han turde ikke gå ind i et hus i flere dage efter rystelserne, for der blev ved med at komme efterskælv. De fik hurtigt et meget let nødhjælptelt som de fik rejst til familien. Dagen efter kom der, hvilket ellers er meget sjældent, en voldsom stormvind gennem Katmandu dalen. som blæste hele deres ny opsatte telt helt fra hinanden og væk. Så stod de igen uden hverken hus eller telt. De fik snart efter et nyt lidt bedre telt. Kort efter var hans far uden for teltet og så pludselig en rigtig tiger. Han skyndte sig ind i teltet og sad i timevis sammen med hele familien og frygtede at denne tiger ville gå til angreb på teltet, hvor de holdt vejret for ikke at blive spist. Det gjorde tigeren ikke, men de var bange, meget bange. Nogle dage efter oplevede de at 2 større slanger passerede gennem teltet på gulvet.
Det viste sig at jeg ikke havde hævet penge nok fra København, jeg forsøgte at hæve, men der er et max på 1500 kr pr. dag. Jeg har 2 Visa dankort. Men ingen saldo på konto nr, 2. Ville overføre 10.000 kr. til konto 2 således at jeg ville have penge nok til resten af turen, det kan man godt via netbank i Danmark, men kun med en såkaldt SMS validering, jeg modtager af uransaglige årsager ikke SMS'koden her i Nepal. Så jeg må maile til Helle for at får hende til at læse dette lille problem, hvorefter det lykkedes Helle ar få låst sin NemID, inden beløbet er overført.
Klokken er nu 2 nat alle ovennævnte tanker kører gennem mit hoved på 2 time. Nu har jeg skrevet det ned og håber at jeg snart kan falde i søvn efter at have tømt hjernen her.
Mærkeligt land. Klimaet er historisk altid tørt og klart i april-maj og igen fra primo oktober til medio november.
Men de globaleklimaforandringer skabte sidste år sne ved Anapurna, med 42 døde til følge. I år ankommer vi i højsæsonen til det forventede gode vejr i gråvejr og 15° i . følgeskab med regn torden og skyer. Så meget truede vejret, at vi seriøst overvejede at stoppe vores plan om at tage til Gokyo. Og lave en plan B til søen ved Pokara.
Det ville koste en del økonomi og noget tid, men på magisk vis kom vi gennem skydækket, tåge og regn til Lukla som ønsket. Fra flyveturen gennem Himalaya kunne vi desværre ikke se de mange flotte hvide toppe som man sædvanligvis begaves med. Det var dækket af skyer helt op til toppene fra flyet der fløj i ca 3600 meters højde mellem skyer og de lavere bjerge, hvergang en livsfarlig og magisk oplevelse.
Da vi landede, stod der som forventet en del unge mennesker klar til at være vores tur, og i løbet af få minutter havde vi en mundtlig aftale med en ung fyr ved navn Karikhola, om at han for ca 100 kr om dagen ville gå med min taske de næste 10 dage. Det var præcis mit budget så ham tog vi. Min taske vejer ca. 15 kg, vores anden bærer som Ole havde samlet op i går fra Langtang blev en smule ærgerlig eller nærmest irriteret for han kunne sagtens have båret begge tasker, 30 kg, og taget den dobbelte hyre alene. Andre bærere løfter alene op til 100 kg når det er øldåser, byggematerialer som tagplader. Vi holdt nu fast i vores plan 2 bærere til to turister. Bærer nr. 2 var lokalkendt og talte nogenlunde engelsk, så vi forventer at kunne få flere informationer om landet og deres kultur ud af ham også.
Vi gik i ca. 5 1/2 time og var trods de kølige vejr godt svedte hvergang vi havde gået et stykke op. Terrænet er 2800-2500 meter lidt op og ned konstant. Pænt krævende uden tasker. Vi passere Dukh Kosi , Mælkefloden i dalen en del gange, og får syn for sagn om at der har været store rystelse også i dette område den 25. April. En del boliger og tehuse er jævnet med jorden, andre står rystede og tomme tilbage med skæve vægge, flere steder er stien skyllet væk af efterfølgende jordskred, og vi ser stadig en del der bor i huse lavet af presseninger og lette telte. Det ligner ikke en flygtninge lejr, men det er tydeligt at samfundet er ramt og man nu bor endog meget tættere end før. En del huse ligger tilbage som sorterede murbrokker, der nu venter på hænder der kan forestå genrejsningen og enkelte steder banker lyden af muggerter mod sten og hamren på søm dagen igen fra hænder der er igang. De små terrasse marker spirer overalt, med smukke blomster, æbletræer som man forsøger at dyrke, kål, gulerødder og alt hvad det nu kan lade sig gøre at få op af jorden. Der er håb der spirer overalt, men der er også lang vej igen. Ved indgangen til området holdes alle vandre turister i mandtal, man ved præcis hvor mange de er
i Khumbu, ved post nr. 2 efter 4 timer spørger jeg vagtmanden, hvor mange vi er passeret i dag, der føres log i en gammeldags kollonnebog, navn og pasnummer, nationalitet meget sirligt, han fortæller at Idag er vi nummer 90 og nok blandt de sidste. Sidste år kunne de notere mellem 400 og 600 om dagen, så landet og de mange tehuse som jo lever af os vandreturister er presset økonomisk helt i knæ. På det sted vi vælge at sove er vi to de eneste gæster, her er plads til mere end 50. Vi bor lige ned til Mælkefloden der fosser livligt her kl. 2 om natten hvor jeg ikke kan sove trods træthed, men det er nok jetlag der spøger. Vinduerne har luft sprækker så temperaturen er ikke meget over 5 grader i det ellers fine nybyggede store værelse med eget bad som vi fik for 35 kr i døgnet. Efter lidt tid var der varmt vand i rørene, men ingen gulvafløb, bortset fra en sprække ved væggen, da de ikke har lavet fald på det fine flise gulv står der stadig 5 timer efter badet 1-2 cm vand på badeværelse gulvet. Pokkers uheldigt. Der er 4 elektriske pærer med hver sin afbryder, men ikke nogen stik til opladning. Det kan man gøre for 7 kroner i køkkenet. Der er ingen Wi-Fi eller mobildækning overhovedet. Vi vælger et,par simple nudelretter til små 35kr. Kulinarisk ikke noget at komme efter, men så vi burde nok have holdt os til de lokale retter.
Hård tur, op op op, uret siger distance 4,45km, 3:25:11, 75 meter ned og 689 meter op .Puls peak 140, avg. 109, svedefaktor 100.
I Namche er de kommercielle trick kørt i stilling, værelser er billige, men så kommer prisen på bad oveni, ingen stikkontakter på værelser, 150 RS, svarende til 10 kr timen, for opladning.
For wifi koster det 1000 for 2 dage. Svarende til 100kr. Jeg tror jeg afstår.
Idag er der marked fra by og land kommer folk og sælger havd de har dyrket og hvad de har fået båret op. Masser af frugt og grønt, men også øl, rom etc.
Vandreudstyr koster i top kvalitet det sammen eller mere end i Dk. Ex, min suunto ur pris 5990 kr i Nepal. Og kun 4200 i dk.
Kopi udstyr er billigt. Fleecetrøje. , 100kr
Indtil videre er det kun koldt, + 6 grader om natten. Desværre er der skyer og uklar sigt fra middag og frem så vi har endnu ikke set en snedækket tinde, det er mere end ærgerligt.
Til gengæld har vi set mange grimme spor af jordskælvet på vores gåtur idag. Især knuste huse, og en del stærkt beskadigede huse . Udsagn som at Khumbu ikke er ramt er sandt i den forstand at der er the huse og shops nok til at betjene os. Lokal befolkningen har får masser af jordskælv. Oven idet har de store politiske problemer ser uløselige blandt andet fordi landet ligger mellem Kina som understøtter den ene store politiske fraktion Maoister, og et parti som pt. Har en lille flertal sammenrend en masse andre småpartier, men de kan ikke blive enige og oven idet så hviler landet på en tung historie om bestikkelse og hvad deraf følger.
De laver sandwichs som i København, pris 40kr. Lækker, kaffe til 25 kr og så er man på café.
1 frisør besøg, 70kr
Spurgte om Purphur gik sulten i seng, han svarede næsten hver dag. Han har mad fra sin egen lille mark i visse måneder af året, majs, mel, gulerødder og andre urter. Mange dage er der ikke noget at høste, marken er simpelthen for lille.
Marken ligger 40 minutters gang fra hans tidligere hus. Jeg spurgte hvordan oplever man et jordskælv, hvordan starter det ? Han svarede kl. var 12 middag, han hørte en dyb lyd langt væk, jorden rystede ikke som sådan der hvor han stod, sådan at han kunne mærke det på sin krop eller sin jord. Jorden rystede formentlig men han rystede med og på den måde blev han ikke personligt ramt af jordskælvet da det skete. Han kunne se jordskred fra bjergskråningerne ikke langt derfra , men ikke noget voldsomt, jord og sten rullede ned, men det gjorde ham som sådan ikke bange, men fra marken kunne han vende sig om se hjem, og der hvor byens 170 huse stod, var der nu et sky af støv og idet øjeblik blev Purphu skræmt, han var i chok, hjemme i huset sad hans 9 årlige søn og så en film i tv med en ven,. De var alene hjemme medens far arbejde i marken. Purphu løb hjem i choktilstand, da han nåede huset så han sin søn med nogle få skrammer i ansigtet uden for huset, den 9 årlige dreng havde altså selv fundet ud af at et sted hvor væggene skælver er man nok bedt tjent med at forlade. Medfødt intuition? De græd begge to i den en chok tilstand de befandt sig i. Alle sov ude under åben himmel de kommende uger. Der kom ingen nødhjælp, eller informationer om hvad der var sket andre steder. I en by nær en flod nær en stejl bjergskråning Ved Langtang va alle byens huse 260 i alt skyllet vær af et landslide/bjergskred forårsaget af at noget sne og is var begyndt at skride høj oppe det havde taget en stor mænde sted og jord med for nede ved byen at rive alle 260 huse og beboere med i bjerg skreddet. Alle omkom, ingen redningsmandskab kom til undsætning før fem dage senere hvor en helikopter fløj over området og så katastrofens omfang, men da var det for sent at redde nogen eller noget for alt var væk.
Jeg spurgte Purphu om han kunne finde på art søge job i udlandet som op mod en million nepalesere gør hvert år for at bliver mætte. De bruges i Quatar til at bygge stadioner, nepalesere er de eneste man kan får til at udføre de farlige opgaver på arbejdspladser der på ingen måder opfylder nogen krav om beskyttelse af arbejderne, de bruges til det samme i Kina op til OL i 2004, og så mænd også i krighvor fex. Den danske hær har ansat nepalesere som kokke i Camp Dannevang, til 1500 kr om måneden , så Danmark er også godt med i denne udnyttelse af dette fattige folk til farlige jobs.
Om Purphu ville det, det tror jeg ikke, han svarede at hans storebror for nogle år siden var taget til Malaysia for at arbejde på en træmøbel produktionsfabrik. Han kom hjem til familien til en kiste uden nogen forklaring om hvilken begivenhed der havde taget livet af ham som en ganske ung mand.
Men når et helt folk ikke kan finde tryghed og blive mætte, så er der jo ofte kun at gribe til t flygte eller blive migrant arbejder tilbage. uanset hvilke ord vi sætter på det så vil en voksen mand med ansvar for sin kone og sit barn sult og tryghed gøre meget for at bringe en indkomst hjem. der kan give familien mulighed for ikke at gå sulten i seng hver aften.
Det er til at græde over at høre den danske regering med den en hånd vil standse hjælpe til Nepal og med den anden hånd forsøge på at gøre det endnu svære at flygte fra nød og elendighed i den øvrige verden.
Der bliver meget koldt i Nepalesisk Himalaya til vinter. Og mange sover stadig i telte.
Cho Oyu, Ngozumba Khang, Gyazung Khang, Khangchung, Nirekha, Pumari, Changtse, Labuche West, Mt. Everest , Nuptse, Lhotse, Phitangtse , Makalu, Arkamtse, Amphugyabchen(Lavere), Choltsen,Tabuche, Gokyo søen, Gokyo Gletcheren
Det fås ikke flottere i mit liv, de stod der alle på en nærmest skyfri horisont(der var en lille sky ved siden af Mt. Everest. Desværre havde den foregående dags strabadser op til Gokyo søen, taget modet fra Ole til at følge mig de sidste 600 meter op på min store bedrift, heldigvis har Ole gjort mange andre (og højere) fine bedrifter tidligere så jeg oplever at han under mig min "solosejr" og deler min glæde. Stor tak.
På toppen hvor 20-30 andre trekkere havde ophold samtidig med mig spurgte jeg min lille polske sidemand om hun kunne hjælpe mig med at navnegive tinderne i horisonten, det kun hun til UG', det viste sig at jeg stod over for en polsk gruppe der var ledet af hende jeg spurgte og hun var såmænd den første kvindelige bestiger af The Seven Summits, altså, højeste bjerg på de syv kontinenter og manglede kun lige den nemme nede på Sydpolen som hun havde købt billet til at forsøge næste sommer. Jeg spurgte hvordan financierer du dette? Da jeg var ung havde jeg valget mellem at købe en lejlighed eller bestige Mt. Everest og hun valgte altså bjergene. Kolosal udstråling den lille kvinde havde. Jeg spurgte om hun havde skrevet en bogen om dette liv, det havde hun ikke råd til, der en ingen der køber bøger i Polen i dag. Totalt fyldt op med indtryk måtte jeg efter tre kvarter starte min vandring ned. Nu var jeg heldigvis frisk, og knap en time senere trådte jeg på jorden ved foden af Gokyo Ri meget rigere end da jeg gik op. Hilste kort på Ole og lagde mig to timer, for efter en kort frokost at begive os afsted til Marcherma, 4 timers vandren med ialt 400 meters stigning igen. Jeg var brugt 300%, stadig, med sidestik når det gik opad, stadig med en max puls og en stønnen som en maraton løber på de sidste kilometer. Vi kom ind hvor vi havde planlagt at ville sove, mit pulsur sagde restitution nødvendig de næste 38 timer, normalt er dette tal aldrig over 20 timer, kl. 19 gik jeg i seng, og sov uafbrudt til næste morgen kl. 7. Stadig mæt af indtryk.
Næste gik via Dole til Portse Tenga. Igen en hård tur, med mange højde meter først 502 ned så op 484, så ja jeg er træt og selvom der er gået 24 timer siden igår, så har min krop nu brug for yderligere 20 timer til restitution. Portse Tenga på toppen af en skrænt ned til Mælkefloden, Dukh Koshi, så højt at man visse dage kan se lammegribben lige uden for vinduet. I eftermiddag er der dog det minus at tågen meget unormalt for årstiden (Taler vi klimaforandringer?), har lagt sig tæt lige over området, og gribbe har vi endnu ikke set. Spisesalen ser således ud. Værelset ligner noget en dreng i 6 har flikket sammen, men en skummadras på toppe, der står en 12 volt bilakkumulator på gulvet til at gemme solen strøm til hele hotellet til i morgen. Vinduer er sat i rammer der ikke kan åbnes, Termoglas - nej, mit og værelset ved siden deler et vindue, så vi har helt fælles værelse hvad lyd og lugt angår, lige nedenfor vinduet finder vi området største yakokselortetørreplads, som bekendt udnytter køer langtfra al den energi der er i deres mad, så når man ikke har træer at fælde til forbrænding og petroleum og gas er altfor dyrt ja så genbruger man yakokselorten ved at samle den tørre den, lægge den i kuler med presseninger over, og gemme den til det bliver koldt og det gør det hver dag når solen er væk. Rigtig koldt, uden varmen er der minus grader på værelserne og der kommer ikke var varme der. Kun i spisestuen fyres op fra kl. 16-19. I de øvrige timer på kroppen klare sig med, fleece, dun, og hinanden hvis det ikke skal ende med en forfrysninger.
Kl. er 7 morgen værelset er ikke klart. Vi får lov at låne 2 ubrugte senge i et netop forladt 4 sengsværelse, med fyldte askebægere, hvor vi kan kompensere lidt for tidsforskellen på 3 timer og 45 minutter. Jeg sover efter få minutter som en sten i 3 timer.
Klargøring til trekking
Kl. 11 vækkes jeg af et vækkeur, vi er allerede en time for sent til vores møde med Navajj, tidsforskellen på de 3 3/4 time er registreret forkert på mit armbåndsur der skulle vække mig. Jeg er 100% forvirret. Går på toilettet får børstet tænder og lidt vand i hovedet. Møder snart efter Ole og Navaraj i foyen. Vi får en snak om hvad vi skal have ordnet. Foto til en vandretilladelse først, så en gå tur på en times tid, gennem den jordskælvsramte by,til turistministeriet, hvor vi får den udfærdiget, til fods gennem byens heftige liv, vi ser alt fra æres soldater træne march til de kommende dages fest, og 1000 vis af småhandlende med alskens shit af billige sager overalt, plastiksko, kurve, træarbejder, kinesiske syntetiske tekstiler etc.
I byen ser vi de fyldte gader og holder forsigtigt på vores lommer. Det er en livlig by.
Mødet med Purphu
Hjemme på hotellet møder vi vores første bærer fra Langtang, Purphu en ung far til en søn på 9, arbejdsløs, analfabet fra et af landets hårdest jordskælvsramte områder. Ole har i solidaritet - på individuelt plan - valgt at støtte Purphus søn med penge til skolegang sådan en helt - mand til mand - ulandsbistand. Det giver personlig kontakt og direkte afregning ved hjertet, der hvor man ser svaret på spørgsmålet: Nytter det noget? men det kræver også mod og vilje til at hjælpe. Ole har financieret Purphus rejse til Katmandu med fly og lovet at ansætte ham som bærer de næste 10 dage. Purphu taler basis engelsk og Napali som er det fælles nepalesiske sprog på nogenlunde samme niveau. Men han er analfabet i begge sprog. Han taler også det lokale Langtang sprog som han er vokset op med hjemme i familien. Vi erfarer at han er fremmed i Katmandu, han kan ikke læse kort, og kan ikke selv finde vej til det sted i den anden ende af byen hvor hans tøj ligger. Så Ole må afsætte tid og taxa penge for sammen med ham at få hentet hans ting således at han kan være klar på vores hotel i morgen tidlig kl. seks, når vi skal afsted til lufthavnen. Han har sin fætter med som en slags rådgiver Fætterens første interesse er at få Ole til at tegne en forsikring for vores bærer til 100 kroner plus at sikre at vi betaler Purphu ordentligt. Purphu fortæller at hans familien er hårdt ramt af jordskælvet, deres hus er helt væk, de bor i et telt af presseninger. Og har et lille stykke jord, som han dyrker for at få noget at spise. Han har aldrig haft et arbejde, bortset fra at være bærer nogle få uger om året ude i Langtang, og en periode som hjælper i et thehus hjemme Langtang, hvor han har lært sit basale engelsk og lidt lægge sammen og tælle matematik.
Han er pæn i tøjet og meget velopdragen. Han ejer en gammel Nokia telefon som han kigger på hele tiden. Ikke en smartphone. Men den virker til at modtage SMS'er, Men den ringer aldrig.
Lidt shopping
Jeg går i byen og køber, højdesyge tabletter til et par kr stykket i, København koster de 11 kr stykket. Køber vand, toiletpapir mm.
Fyren fra trekking udstyrsbutikkens fortælling.
Undervejs taler jeg med en anden af Oles venner, en handlende i trekking udstyr som fortæller frygtelige ting om jordskælvet der ikke vil forlade min hjerne.
Det skælvede kl. 12 bare i nogle minutter, han bor 75 km uden for Katmandu, han turde ikke gå ind i et hus i flere dage efter rystelserne, for der blev ved med at komme efterskælv. De fik hurtigt et meget let nødhjælptelt som de fik rejst til familien. Dagen efter kom der, hvilket ellers er meget sjældent, en voldsom stormvind gennem Katmandu dalen. som blæste hele deres ny opsatte telt helt fra hinanden og væk. Så stod de igen uden hverken hus eller telt. De fik snart efter et nyt lidt bedre telt. Kort efter var hans far uden for teltet og så pludselig en rigtig tiger. Han skyndte sig ind i teltet og sad i timevis sammen med hele familien og frygtede at denne tiger ville gå til angreb på teltet, hvor de holdt vejret for ikke at blive spist. Det gjorde tigeren ikke, men de var bange, meget bange. Nogle dage efter oplevede de at 2 større slanger passerede gennem teltet på gulvet.
Kontant via VISA/Dankort
Det viste sig at jeg ikke havde hævet penge nok fra København, jeg forsøgte at hæve, men der er et max på 1500 kr pr. dag. Jeg har 2 Visa dankort. Men ingen saldo på konto nr, 2. Ville overføre 10.000 kr. til konto 2 således at jeg ville have penge nok til resten af turen, det kan man godt via netbank i Danmark, men kun med en såkaldt SMS validering, jeg modtager af uransaglige årsager ikke SMS'koden her i Nepal. Så jeg må maile til Helle for at får hende til at læse dette lille problem, hvorefter det lykkedes Helle ar få låst sin NemID, inden beløbet er overført.
For meget tid
Klokken er nu 2 nat alle ovennævnte tanker kører gennem mit hoved på 2 time. Nu har jeg skrevet det ned og håber at jeg snart kan falde i søvn efter at have tømt hjernen her.
Tanker i Toc- Toc 14. Oktober 2015 - om klimaforandringer
Mærkeligt land. Klimaet er historisk altid tørt og klart i april-maj og igen fra primo oktober til medio november.
Men de globaleklimaforandringer skabte sidste år sne ved Anapurna, med 42 døde til følge. I år ankommer vi i højsæsonen til det forventede gode vejr i gråvejr og 15° i . følgeskab med regn torden og skyer. Så meget truede vejret, at vi seriøst overvejede at stoppe vores plan om at tage til Gokyo. Og lave en plan B til søen ved Pokara.
Det ville koste en del økonomi og noget tid, men på magisk vis kom vi gennem skydækket, tåge og regn til Lukla som ønsket. Fra flyveturen gennem Himalaya kunne vi desværre ikke se de mange flotte hvide toppe som man sædvanligvis begaves med. Det var dækket af skyer helt op til toppene fra flyet der fløj i ca 3600 meters højde mellem skyer og de lavere bjerge, hvergang en livsfarlig og magisk oplevelse.
Mødet med vore anden bærer.
Da vi landede, stod der som forventet en del unge mennesker klar til at være vores tur, og i løbet af få minutter havde vi en mundtlig aftale med en ung fyr ved navn Karikhola, om at han for ca 100 kr om dagen ville gå med min taske de næste 10 dage. Det var præcis mit budget så ham tog vi. Min taske vejer ca. 15 kg, vores anden bærer som Ole havde samlet op i går fra Langtang blev en smule ærgerlig eller nærmest irriteret for han kunne sagtens have båret begge tasker, 30 kg, og taget den dobbelte hyre alene. Andre bærere løfter alene op til 100 kg når det er øldåser, byggematerialer som tagplader. Vi holdt nu fast i vores plan 2 bærere til to turister. Bærer nr. 2 var lokalkendt og talte nogenlunde engelsk, så vi forventer at kunne få flere informationer om landet og deres kultur ud af ham også.
Første vandring
Vi gik i ca. 5 1/2 time og var trods de kølige vejr godt svedte hvergang vi havde gået et stykke op. Terrænet er 2800-2500 meter lidt op og ned konstant. Pænt krævende uden tasker. Vi passere Dukh Kosi , Mælkefloden i dalen en del gange, og får syn for sagn om at der har været store rystelse også i dette område den 25. April. En del boliger og tehuse er jævnet med jorden, andre står rystede og tomme tilbage med skæve vægge, flere steder er stien skyllet væk af efterfølgende jordskred, og vi ser stadig en del der bor i huse lavet af presseninger og lette telte. Det ligner ikke en flygtninge lejr, men det er tydeligt at samfundet er ramt og man nu bor endog meget tættere end før. En del huse ligger tilbage som sorterede murbrokker, der nu venter på hænder der kan forestå genrejsningen og enkelte steder banker lyden af muggerter mod sten og hamren på søm dagen igen fra hænder der er igang. De små terrasse marker spirer overalt, med smukke blomster, æbletræer som man forsøger at dyrke, kål, gulerødder og alt hvad det nu kan lade sig gøre at få op af jorden. Der er håb der spirer overalt, men der er også lang vej igen. Ved indgangen til området holdes alle vandre turister i mandtal, man ved præcis hvor mange de er
i Khumbu, ved post nr. 2 efter 4 timer spørger jeg vagtmanden, hvor mange vi er passeret i dag, der føres log i en gammeldags kollonnebog, navn og pasnummer, nationalitet meget sirligt, han fortæller at Idag er vi nummer 90 og nok blandt de sidste. Sidste år kunne de notere mellem 400 og 600 om dagen, så landet og de mange tehuse som jo lever af os vandreturister er presset økonomisk helt i knæ. På det sted vi vælge at sove er vi to de eneste gæster, her er plads til mere end 50. Vi bor lige ned til Mælkefloden der fosser livligt her kl. 2 om natten hvor jeg ikke kan sove trods træthed, men det er nok jetlag der spøger. Vinduerne har luft sprækker så temperaturen er ikke meget over 5 grader i det ellers fine nybyggede store værelse med eget bad som vi fik for 35 kr i døgnet. Efter lidt tid var der varmt vand i rørene, men ingen gulvafløb, bortset fra en sprække ved væggen, da de ikke har lavet fald på det fine flise gulv står der stadig 5 timer efter badet 1-2 cm vand på badeværelse gulvet. Pokkers uheldigt. Der er 4 elektriske pærer med hver sin afbryder, men ikke nogen stik til opladning. Det kan man gøre for 7 kroner i køkkenet. Der er ingen Wi-Fi eller mobildækning overhovedet. Vi vælger et,par simple nudelretter til små 35kr. Kulinarisk ikke noget at komme efter, men så vi burde nok have holdt os til de lokale retter.
15. oktober 2015 Det sidste stykke op til Namche Bazaar.
Hård tur, op op op, uret siger distance 4,45km, 3:25:11, 75 meter ned og 689 meter op .Puls peak 140, avg. 109, svedefaktor 100.
I Namche er de kommercielle trick kørt i stilling, værelser er billige, men så kommer prisen på bad oveni, ingen stikkontakter på værelser, 150 RS, svarende til 10 kr timen, for opladning.
For wifi koster det 1000 for 2 dage. Svarende til 100kr. Jeg tror jeg afstår.
Idag er der marked fra by og land kommer folk og sælger havd de har dyrket og hvad de har fået båret op. Masser af frugt og grønt, men også øl, rom etc.
Vandreudstyr koster i top kvalitet det sammen eller mere end i Dk. Ex, min suunto ur pris 5990 kr i Nepal. Og kun 4200 i dk.
Kopi udstyr er billigt. Fleecetrøje. , 100kr
Indtil videre er det kun koldt, + 6 grader om natten. Desværre er der skyer og uklar sigt fra middag og frem så vi har endnu ikke set en snedækket tinde, det er mere end ærgerligt.
Til gengæld har vi set mange grimme spor af jordskælvet på vores gåtur idag. Især knuste huse, og en del stærkt beskadigede huse . Udsagn som at Khumbu ikke er ramt er sandt i den forstand at der er the huse og shops nok til at betjene os. Lokal befolkningen har får masser af jordskælv. Oven idet har de store politiske problemer ser uløselige blandt andet fordi landet ligger mellem Kina som understøtter den ene store politiske fraktion Maoister, og et parti som pt. Har en lille flertal sammenrend en masse andre småpartier, men de kan ikke blive enige og oven idet så hviler landet på en tung historie om bestikkelse og hvad deraf følger.
Hjælp til Jordskælvsofrene i Jiri
Vi talte med en fyr der havde været i Jiri, den by man startede trekking før Lukla. Der havde regeringen rent faktisk punget ud med 2000 us$, 14000 kr, eller 980.000 RS eller 2 lakd. pr. ejer af et knust hus der var smadret, På kun ca. 6 uger lykkedes det at genopbygge husene der. Så der er nogle solstråle historie om folk der får den hjælp som regeringen lover. Vores bærer der er fra Langtang har fået samme løfte, på internationalt tv, men der er ingen i han hjemegn fået penge af.Namche en smart by?
Namche Bazaar er befolket af de økonomisk smarteste folk i Nepal, ikke at alt virker,men de evner at sætte pris på alle tjenester, det være sig, bad, opladning, wi-Fi., og virker det?De laver sandwichs som i København, pris 40kr. Lækker, kaffe til 25 kr og så er man på café.
1 frisør besøg, 70kr
Sult? Og hvordan opleves et jordskælv.
Spurgte om Purphur gik sulten i seng, han svarede næsten hver dag. Han har mad fra sin egen lille mark i visse måneder af året, majs, mel, gulerødder og andre urter. Mange dage er der ikke noget at høste, marken er simpelthen for lille.
Marken ligger 40 minutters gang fra hans tidligere hus. Jeg spurgte hvordan oplever man et jordskælv, hvordan starter det ? Han svarede kl. var 12 middag, han hørte en dyb lyd langt væk, jorden rystede ikke som sådan der hvor han stod, sådan at han kunne mærke det på sin krop eller sin jord. Jorden rystede formentlig men han rystede med og på den måde blev han ikke personligt ramt af jordskælvet da det skete. Han kunne se jordskred fra bjergskråningerne ikke langt derfra , men ikke noget voldsomt, jord og sten rullede ned, men det gjorde ham som sådan ikke bange, men fra marken kunne han vende sig om se hjem, og der hvor byens 170 huse stod, var der nu et sky af støv og idet øjeblik blev Purphu skræmt, han var i chok, hjemme i huset sad hans 9 årlige søn og så en film i tv med en ven,. De var alene hjemme medens far arbejde i marken. Purphu løb hjem i choktilstand, da han nåede huset så han sin søn med nogle få skrammer i ansigtet uden for huset, den 9 årlige dreng havde altså selv fundet ud af at et sted hvor væggene skælver er man nok bedt tjent med at forlade. Medfødt intuition? De græd begge to i den en chok tilstand de befandt sig i. Alle sov ude under åben himmel de kommende uger. Der kom ingen nødhjælp, eller informationer om hvad der var sket andre steder. I en by nær en flod nær en stejl bjergskråning Ved Langtang va alle byens huse 260 i alt skyllet vær af et landslide/bjergskred forårsaget af at noget sne og is var begyndt at skride høj oppe det havde taget en stor mænde sted og jord med for nede ved byen at rive alle 260 huse og beboere med i bjerg skreddet. Alle omkom, ingen redningsmandskab kom til undsætning før fem dage senere hvor en helikopter fløj over området og så katastrofens omfang, men da var det for sent at redde nogen eller noget for alt var væk.
Storebror i Malaysia
Jeg spurgte Purphu om han kunne finde på art søge job i udlandet som op mod en million nepalesere gør hvert år for at bliver mætte. De bruges i Quatar til at bygge stadioner, nepalesere er de eneste man kan får til at udføre de farlige opgaver på arbejdspladser der på ingen måder opfylder nogen krav om beskyttelse af arbejderne, de bruges til det samme i Kina op til OL i 2004, og så mænd også i krighvor fex. Den danske hær har ansat nepalesere som kokke i Camp Dannevang, til 1500 kr om måneden , så Danmark er også godt med i denne udnyttelse af dette fattige folk til farlige jobs.
Om Purphu ville det, det tror jeg ikke, han svarede at hans storebror for nogle år siden var taget til Malaysia for at arbejde på en træmøbel produktionsfabrik. Han kom hjem til familien til en kiste uden nogen forklaring om hvilken begivenhed der havde taget livet af ham som en ganske ung mand.
Men når et helt folk ikke kan finde tryghed og blive mætte, så er der jo ofte kun at gribe til t flygte eller blive migrant arbejder tilbage. uanset hvilke ord vi sætter på det så vil en voksen mand med ansvar for sin kone og sit barn sult og tryghed gøre meget for at bringe en indkomst hjem. der kan give familien mulighed for ikke at gå sulten i seng hver aften.
Det er til at græde over at høre den danske regering med den en hånd vil standse hjælpe til Nepal og med den anden hånd forsøge på at gøre det endnu svære at flygte fra nød og elendighed i den øvrige verden.
Opsang
At lade dusinvis af danske rejserbureauer sende tusinder af danskere afsted til sultne underernærede menneskers hjemland for at få en på opleveren det, skal vi ikke forbyde. Lukke ambassader det kan vi godt for Danmark sælger jo ikke noget i Nepal, hvorfor dog så bruge penge på en dansk repræsentation, og det der demokrati i Nepal er jo ikke rigtig lykkedes endnu.Der bliver meget koldt i Nepalesisk Himalaya til vinter. Og mange sover stadig i telte.
Gokyo Ri turen til toppen.
5300 meter og en sjat. Stod op i 4790 meters højde, 04:50 havde bestilt morgenmad, kl. 5, men alle sov, kvartover fik jeg the og en lille lun pandekage med honning fra en mayonnaise krukke. Smagen var ok , og jeg var ladt op. Ud af døren med handsker, hue, pandelapper og den store Elwis led lampe jeg lige har fået, og ad bjerget kunnet tre fire pletter med lygter anes på,samme vej som jeg, solen står op over Himalayas toppe omkring 06:00, solen ville stå op bag tinderne således at jeg ikke ville kunne se det uldne skær der tegner sig fra den side hvor jeg ville befinde mig, ,så derfor var jeg ikke oppe med første hold. Der er dog andre fordele ved at være tidligt på færde, især de skydannelser vi har set hver dag de er næppe opstået endnu. stien var anlagt meget enkelt bare en lige streg op ap bjerget, det betød ingen naturlige pause steder, og at stien var endog meget stejl. Til gengæld var den kort. Andre vi talte med sagde 2 timer op og en ned. Og jeg var vel 100 meter fra toppen da jeg for alvor var i krise. Jeg have vore bærer sherpa Phurpu med mig og manglede 50 højdemeter, jeg tog min lille kamera rygsæk med er vand,lakrids og en müsli bar. Det var hårdt, sidst hård. Jeg har pådraget en hoste allerede inden jeg forlod København, siden er tendenser til højde søsyge, men ikke nok tIl at jeg vil sige jeg er syg. Anstrengelseshovedpine (som jeg besvarede med lavt tempo), høj puls og stakåndethed parret med sidestik ( som jeg oftere og oftere måtte besvare med stop, fuld stop, hovedet ned, jeg måttet have blod til hjernen ) Alt dette fik mig mig til at føle mig som en KOL patient på trekking. Rækkevidde 12-16 skridt på den stejle bakke mellem hver pause. Jeg var sat skakmat, men med under 100 meter igen oppede jeg mig det nødvendige antal gange og stod snart på Gokyo Ri, totalt smadret, og stolt som man kan blive. Det her er stort. Rigtigt stort. I hvertfald for mig. Og jeg lod tankerne gå til både mine børn og min kone Helle som undervejs i mit liv har bidraget til at gøre mig til den jeg er er, på godt og ondt. Fint nok. Jeg drak lidt og fik mig en velfortjent Chokobat. Og så var jeg ellers klar til den store fotosession med Himalayas flotteste skyline der stod stod klar lige foran mig :Cho Oyu, Ngozumba Khang, Gyazung Khang, Khangchung, Nirekha, Pumari, Changtse, Labuche West, Mt. Everest , Nuptse, Lhotse, Phitangtse , Makalu, Arkamtse, Amphugyabchen(Lavere), Choltsen,Tabuche, Gokyo søen, Gokyo Gletcheren
Det fås ikke flottere i mit liv, de stod der alle på en nærmest skyfri horisont(der var en lille sky ved siden af Mt. Everest. Desværre havde den foregående dags strabadser op til Gokyo søen, taget modet fra Ole til at følge mig de sidste 600 meter op på min store bedrift, heldigvis har Ole gjort mange andre (og højere) fine bedrifter tidligere så jeg oplever at han under mig min "solosejr" og deler min glæde. Stor tak.
På toppen hvor 20-30 andre trekkere havde ophold samtidig med mig spurgte jeg min lille polske sidemand om hun kunne hjælpe mig med at navnegive tinderne i horisonten, det kun hun til UG', det viste sig at jeg stod over for en polsk gruppe der var ledet af hende jeg spurgte og hun var såmænd den første kvindelige bestiger af The Seven Summits, altså, højeste bjerg på de syv kontinenter og manglede kun lige den nemme nede på Sydpolen som hun havde købt billet til at forsøge næste sommer. Jeg spurgte hvordan financierer du dette? Da jeg var ung havde jeg valget mellem at købe en lejlighed eller bestige Mt. Everest og hun valgte altså bjergene. Kolosal udstråling den lille kvinde havde. Jeg spurgte om hun havde skrevet en bogen om dette liv, det havde hun ikke råd til, der en ingen der køber bøger i Polen i dag. Totalt fyldt op med indtryk måtte jeg efter tre kvarter starte min vandring ned. Nu var jeg heldigvis frisk, og knap en time senere trådte jeg på jorden ved foden af Gokyo Ri meget rigere end da jeg gik op. Hilste kort på Ole og lagde mig to timer, for efter en kort frokost at begive os afsted til Marcherma, 4 timers vandren med ialt 400 meters stigning igen. Jeg var brugt 300%, stadig, med sidestik når det gik opad, stadig med en max puls og en stønnen som en maraton løber på de sidste kilometer. Vi kom ind hvor vi havde planlagt at ville sove, mit pulsur sagde restitution nødvendig de næste 38 timer, normalt er dette tal aldrig over 20 timer, kl. 19 gik jeg i seng, og sov uafbrudt til næste morgen kl. 7. Stadig mæt af indtryk.
Efter Macherma
Næste gik via Dole til Portse Tenga. Igen en hård tur, med mange højde meter først 502 ned så op 484, så ja jeg er træt og selvom der er gået 24 timer siden igår, så har min krop nu brug for yderligere 20 timer til restitution. Portse Tenga på toppen af en skrænt ned til Mælkefloden, Dukh Koshi, så højt at man visse dage kan se lammegribben lige uden for vinduet. I eftermiddag er der dog det minus at tågen meget unormalt for årstiden (Taler vi klimaforandringer?), har lagt sig tæt lige over området, og gribbe har vi endnu ikke set. Spisesalen ser således ud. Værelset ligner noget en dreng i 6 har flikket sammen, men en skummadras på toppe, der står en 12 volt bilakkumulator på gulvet til at gemme solen strøm til hele hotellet til i morgen. Vinduer er sat i rammer der ikke kan åbnes, Termoglas - nej, mit og værelset ved siden deler et vindue, så vi har helt fælles værelse hvad lyd og lugt angår, lige nedenfor vinduet finder vi området største yakokselortetørreplads, som bekendt udnytter køer langtfra al den energi der er i deres mad, så når man ikke har træer at fælde til forbrænding og petroleum og gas er altfor dyrt ja så genbruger man yakokselorten ved at samle den tørre den, lægge den i kuler med presseninger over, og gemme den til det bliver koldt og det gør det hver dag når solen er væk. Rigtig koldt, uden varmen er der minus grader på værelserne og der kommer ikke var varme der. Kun i spisestuen fyres op fra kl. 16-19. I de øvrige timer på kroppen klare sig med, fleece, dun, og hinanden hvis det ikke skal ende med en forfrysninger.
